European Games-værtskab tildelt uden danske stemmer
DIF kalder processen omkring valget af Minsk som vært i 2019 for "uigennemskuelig" og "forhastet".


Minsk i Hviderusland skal være vært for European Games i 2019.

Værtskabet for den europæiske udgave af OL blev tildelt Minsk fredag, men det skete uden danske stemmer.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) mener nemlig, at hele processen omkring værtskabet har været uigennemskuelig og omgivet af mystik.

- Aftalen med Hviderusland er forhandlet i morges (fredag, red.), og vi kender hverken vilkårene, økonomien eller programmet.

- Processen har været uigennemskuelig, forhastet og ikke levet op til almindelig anerkendt åbenhed og good governance, siger DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, på forbundets hjemmeside.

Derfor foreslog DIF at udskyde beslutningen.

Det ville give tid til at få nedsat en arbejdsgruppe, der kunne fastsætte de nærmere betingelser for et sådant værtskab, lyder begrundelsen.

- Den proces kan vi ikke acceptere som medansvarlige for idrættens integritet og den fremtidige respekt om idrætten og de olympiske værdier.

- Vi har egentlig bare bedt om at kunne tage stilling på et oplyst grundlag, siger Mølholm.

Ifølge DIF fik Danmark opbakning til at udskyde beslutningen fra omkring en halv snes lande, herunder de nordiske.

Men altså uden effekt på det endelige resultat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.