European Games er gået langt over danske forventninger
Danmark blev nummer 16 i medaljestatistikken ved European Games med 12 medaljer, hvoraf fire er af guld.


Det første europæiske OL, European Games, blev en medaljemæssig stor succes for Danmark, der kan tage 12 medaljer med hjem i kufferterne fra Baku, hvor målet kun var fem.

Det glæder Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske hold ved European Games.

- Ser vi på legene med danske briller, er det gået over al forventning. Medaljemæssigt lagde vi langsomt fra land, mens vi de seneste dage nærmest har haft dansk medaljeregn i Baku, siger han i en pressemeddelelse.

Den gode danske slutspurt skyldes blandt andet, at det først er i denne weekend, at badmintonturneringerne blev afgjort, hvilket kastede fem danske medaljer af sig.

- Vi vidste, at badmintonspillerne ville komme til at spille med i de sjove kampe, fordi Danmark er så langt foran andre europæiske lande i badminton.

- Men vi havde alligevel ikke forestillet os, at få medaljer med hjem i alle rækker, siger Morten Rodtwitt.

I alt nåede Danmark op på fire guldmedaljer, tre sølvmedaljer og fem af bronze.

Med under 14 måneder til OL i Rio de Janeiro glæder Team Danmark-direktør Lone Hansen sig over den erfaring, som mange unge danske udøvere har fået i Baku.

- European Games har givet værdifulde erfaringer for mange af de atleter, der kæmper for at kvalificere sig til OL i Rio. De har kæmpet på højt niveau i et olympisk setup, der på mange måder ligner det, de forhåbentligt kommer til at opleve i Rio næste sommer.

- Derfor har det været opløftende at se, at mange af atleterne har præsteret rigtigt flot ved European Games. Det lover særdeles godt for det hold, vi sender til OL om lidt over et år, siger Lone Hansen.

Der er OL-åbningsceremoni 5. august næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.