Europæisk lægemiddelagentur kigger nærmere på HPV-vaccine
En europæisk bivirkningskomité skal give en ekstra vurdering af HPV-vaccine. Sundhedsminister bifalder.


Efter hundredvis af rapporterede alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccination har Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité, Prac, besluttet at gennemføre en ekstra vurdering af HPV-vacciner og deres sikkerhedsprofil.

Det sker efter opfordring fra Sundhedsstyrelsen.

- Sundhedsstyrelsen har bedt om en europæisk vurdering, fordi vi modtager nye indberetninger om formodede bivirkninger ved HPV-vaccination.

- Der er en bekymring blandt mange piger og deres familier, og derfor må vi have undersøgt i EU-regi, om der kan være en sammenhæng mellem de symptomer, som bliver indberettet, og HPV-vaccination, siger Henrik G. Jensen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har, fra vaccinen blev indført i 2009 til første kvartal 2015, modtaget 1305 indberetninger om formodede bivirkninger, hvoraf 363 er kategoriseret som alvorlige.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) mener, det er fornuftigt at kigge på bivirkningerne. Hun understreger dog samtidig, at vaccinen fungerer i det store billede.

- Både bivirkningskomitéen og Sundhedsstyrelsen herhjemme vurderer, at fordelene ved vaccinen mod livmoderhalskræft er større end ulemperne og anbefaler fortsat, at piger bliver vaccineret.

- Men det er vigtigt for mig, at vi reagerer, når der bliver ved med at komme nye indberetninger om bivirkninger, og der samtidig er skabt en bekymring blandt mange piger og deres familier. Det skal vi tage alvorligt, siger Sophie Løhde.

Hvert år rammes omkring 400 danske kvinder af livmoderhalskræft, og omkring 100 mister livet på grund af sygdommen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger i 12-års alderen lader sig vaccinere.

Undersøgelsen fra Prac forventes at være afsluttet i maj 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.