Europæisk atletikpræsident forventer OL uden russere
Svein Arne Hansen har svært ved at se, hvordan udelukkede Rusland skal nå at blive taget til nåde før legene.
Svein Arne Hansen forventer ikke at se russere i atletikkonkurrencerne ved OL i Rio næste år.
Svein Arne Hansen forventer ikke at se russere i atletikkonkurrencerne ved OL i Rio næste år. Foto: Colourbox/free


Der kommer næppe russiske atleter med i atletikkonkurrencerne ved OL i Rio næste år.

Det er vurderingen fra Svein Arne Hansen, der er præsident for Det Europæiske Atletikforbund.

- I øjeblikket skal de opfylde kravene, men jeg kan ikke rigtig se dem konkurrere i Rio.

- Den første rapport kommer til IAAF (Det Internationale Atletikforbund, red.) i marts, men i øjeblikket skal de virkelig gøre en indsats for at være med i Rio.

- De har brug for en kulturændring. De må skille sig af med alle de her personer fra tidligere, siger Svein Arne Hansen til Athletics Weeklys hjemmeside.

Efter en omfattende doping- og korruptionsskandale blev Rusland i november suspenderet fra al international atletik af Det Internationale Atletikforbund.

Rusland er i øjeblikket i gang med et omfattende arbejde med reformer, der skal forhindre flere skandaler fremadrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.