Europa reducerer i Ryder Cup efter stærkt comeback
Det lå til en pointdeling i lørdagens foursomes, men en spansk duo ændrede det med et stærkt comeback.
USA's Jordan Spieth ærgrede sig over et putt, da Europa reducerede USA's forspring i Ryder Cup i lørdagens foursomes.
USA's Jordan Spieth ærgrede sig over et putt, da Europa reducerede USA's forspring i Ryder Cup i lørdagens foursomes. Foto: Jim Watson/AFP


Det lå længe til status quo i Ryder Cup-stillingen mellem Europa og USA efter lørdagens fire foursomes.

Men med et særdeles stærkt comeback sørgede den spanske duo Sergio García og Rafa Cabrera Bello for, at scoren tippede over til Europas fordel.

Efter tolv matcher er USA således nu kun foran med ét point - 6,5 mod 5,5.

Det skyldes ikke mindst, at Sergio García og Rafa Cabrera Bello hentede et halvt point mod Jordan Spieth og Patrick Reed, som ellers lå til at snuppe deres tredje sikre sejr på stribe.

De to spaniere var bagud med hele fire huller, men fik udlignet på næstsidste hul.

Den eneste amerikanske sejr hentede Brandt Snedeker og Brooks Koepka over Henrik Stenson og Matthew Fitzpatrick.

For Europa hentede både Rory McIlroy og Thomas Pieters samt Justin Rose og Chris Wood sejre.

I en foursome spilles to-mod-to, og hvert hold har kun én bold i spil. Spillerne fra holdet skiftes til at slå til bolden.

Fredag var USA foran 4-0 efter de første fire foursomes. I de efterfølgende fire fourballs reducerede Europa til 3-5.

Det hold, som først opnår 14,5 ud af de i alt 28 point, vinder Ryder Cup.

Ender dysten 14-14, beholder europæerne pokalen, fordi de er forsvarende mestre.

De afsluttende 12 singler spilles søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.