Eurogruppen afviser milliardudbetaling til Grækenland
Delmål i lånepakke til Grækenland skal gennemføres snarest, siger eurogruppeformand og afviser udbetaling.
Eurolande vil ikke udbetale to milliarder euro til Grækenland, siger finansministre før møde mandag, da grækerne ikke har gennemført reformer som krævet.
Eurolande vil ikke udbetale to milliarder euro til Grækenland, siger finansministre før møde mandag, da grækerne ikke har gennemført reformer som krævet. Foto: Colourbox/Arkivfoto/free


Den græske regering har ikke overholdt sin del af låneaftalen, og de øvrige eurolande vil derfor ikke overføre to milliarder euro til det kriseramte land.

Meldingen var klar fra flere af de europæiske finansministre, da de gik ind til et eurogruppemøde mandag eftermiddag i Bruxelles.

- Vi bliver nødt til at fuldende det første delmål i aftalen, og det skal ske meget snart, siger eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, på vej ind til mødet.

For at den græske regering kan få udbetalt den udestående overførsel på knap 15 milliarder danske kroner - penge som efter planen skulle være udbetalt i oktober - skal Grækenland gennemføre 48 konkrete punkter på en reformplan.

Omtrent en tredjedel af disse er endnu ikke gennemført, siger en diplomat tæt på forløbet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

- Det er alene op til Grækenland at implementere det, som vi aftalte i august, siger den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, før mødet.

EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, har bevaret optimismen trods grækernes fodslæbende attitude, og han udtrykker mandag håb om, at man kan nå til enighed i løbet af de kommende dage.

Den siddende græske regering har vundet sit mandat på at tage kampen op mod de i Grækenland så upopulære EU-krav, der blandt andet medfører en storstilet privatiseringsproces og forringede pensions- og arbejdsvilkår.

Derfor har regeringen under hele processen været sløve til at gennemføre reformkravene i det tredje låneprogram, som blev indgået i sommer, da Grækenland stod på kanten af et økonomisk sammenbrud.

Det lykkedes i juli - efter et længere tovtrækkeri - at blive enige om et tredje låneprogram med en samlet størrelse på 86 milliarder euro, og grækerne modtog de første 13 milliarder euro i august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.