Eurogruppe-chef til Grækenland: Ignorer ikke lånepakker
Grækenlands nye regering har tidligere meldt ud, at man vil genforhandle landets redningspakker.
Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, advarede på et møde med den nye græske premierminister Alexis Tsipras om at landet ikke må ignorere sine forpligtelser i forbindelse med landets redningspakker.
Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, advarede på et møde med den nye græske premierminister Alexis Tsipras om at landet ikke må ignorere sine forpligtelser i forbindelse med landets redningspakker. Foto: Petros Giannakouris/AP


Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, advarer Grækenland mod at "ignorere" dets forpligtigelser i forbindelse med landets redningspakker fra internationale kreditorer.

Det sker efter samtaler i Athen med den nye regering, som ledes af det venstreorienterede græske parti Syriza.

- At ignorere de kompromisser er ikke en vej at følge, siger Dijsselbloem efter samtaler med Syriza-leder Alexis Tsipras, der gik til valg på at genforhandle Grækenlands redningspakker og en nedsættelse af landets massive gæld.

Siden 2010 har Grækenland modtaget to redningspakker på i alt 240 milliarder euro, som udløber med udgangen af februar i år.

Dijsselbloem, der også er Hollands finansminister, rejste fredag til Athen for at mødes med den nye græske regering.

EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, rejste torsdag til Grækenland for at have en kammeratlig samtale med den græske regering, som Syriza står i spidsen for efter valget for nylig.

Grækenlands nye finansminister, Yanis Varoufakis, siger, at Grækenland er villig til at indgå i en aftale, men ikke med den forhadte trojka, som består af Den Internationale Valutafond, EU og Den Europæiske Centralbank.

Varoufakis, der står for at forhandle med de internationale långivere, siger, at den nye regering vil søge "maksimalt samarbejde" med trojkaen, og at forhandlingerne er påbegyndt, men at man ikke vil samarbejde med "et udvalg, der bygger på rådne fundamenter".

Før sin ankomst advarede Dijsselbloem om, at den nye regering har sat sig på en umulig opgave, og at den skaber forventninger, som ikke kan opfyldes.

- Hvis du lægger alle de løfter sammen (som lød under valgkampen red.), så vil det græske budget meget hurtigt køre ud af kurs, sagde han.

I et interview med New York Times fredag, sagde den nye finansminister, at Grækenland "ikke vil have" pengene fra dets næste redningspakke.

- Vi vil ikke have de syv milliarder euro. Vi vil sidde ned og nytænke hele programmet, sagde Varoufakis.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.