Eurogruppe-chef kræver græsk svar om lån inden ti dage
Den nuværende græske redningsplan udløber med udgangen af februar, og eurogruppe afventer græsk svar.
Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, skal senest 16. februar søge om forlængelse af EU-lånepakke.
Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, skal senest 16. februar søge om forlængelse af EU-lånepakke. Foto: Remy de la Mauviniere/AP/AP


Eurogruppen giver Grækenland en tidsfrist på ti dage til at søge forlængelse af den eksisterende redningspakke, hvis gruppens 19 medlemslande fortsat skal holde hånden under det kriseramte land.

En forlængelse af lånepakken, der omfatter skrappe krav til græske reformer, vil selv med en midlertidig løsning betyde, at betingelser skal overholdes - også de krav, som den nye græske regering har lovet vælgerne at forhandle sig ud af.

Den nye græske regering med venstrefløjspartiet Syriza i spidsen har kaldt lånepakken "ydmygende" og lovet grækerne, at det skal være slut med de reformkrav, som blandt andet har betydet lavere lønninger og forringet pension.

Onsdag i næste uge skal grækerne præsentere regeringens plan på et møde i eurogruppen med de øvrige økonomi- og finansministre.

- Vi kommer onsdag til at høre den nye græske regering om, hvad dens ambitioner er, og hvordan de vil komme videre med det aktuelle program, siger eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem.

Han understreger, at 16. februar er sidste udkald for en græsk ansøgning om forlængelse af lånepakken, da nogle eurolande har brug for parlamentsgodkendelser.

Samtidig skal EU's hjælpefond EFSM have tid til at ordne formaliteter.

- Tiden vil blive meget stram, hvis de ikke har bedt om en forlængelse på det tidspunkt, siger Dijsselbloem.

Den nuværende lånepakke udløber med udgangen af februar, og uden en forlængelse ligner det et totalt sammenbrud for græsk økonomi.

- Men det er klart, at det også kræver en aftale på de betingelser, som kommer med ethvert program. Det står simpelthen i vores regelsæt, siger Dijsselbloem.

Der bliver ikke taget større beslutninger på onsdagens møde, lyder det fra formanden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.