EU vil straffe fremvisning af ofre for terror
EU-landenes justitsminister er enige om at kriminalisere en række handlinger, som kan bane vejen for terror.
Frankrigs præsident François Hollande lægger blomster til minde om ofrene for terrorangreb i Paris. Nu vil EU-landene sætte hårdere ind over for forberedelse af terror. (Martin Bureau, Pool Photo via AP)
Frankrigs præsident François Hollande lægger blomster til minde om ofrene for terrorangreb i Paris. Nu vil EU-landene sætte hårdere ind over for forberedelse af terror. (Martin Bureau, Pool Photo via AP) Foto: Martin Bureau/AP


EU-landenes justitsministre begyndte fredag deres møde i Bruxelles med stilhed for at mindes ofrene for terror i Europa.

Kun fire måneder efter angrebene i Paris var det en påmindelse om, at truslen er tæt på.

Derefter blev ministrene enige om et direktiv, der skal sætte hårdere ind mod terrorisme.

Direktivet opstiller en definition af terror og styrker EU-landenes lovgivning mod terror ved at kriminalisere en række forberedende handlinger.

Det gælder blandt andet finansiering af terror og mere direkte handlinger som at rejse til udlandet for at få træning i at udføre terror.

En af de ting, som specifikt nævnes i direktivet som en handling, der skal være ulovlig, er brugen af billeder af ofre for terror til at skabe opmærksomhed omkring terrorister og skræmme befolkninger.

Det kan blandt andet ske gennem deling af videoer og billeder via nettet og de sociale medier.

Dermed lægger EU-landene nu op til en endnu hårdere kurs over for terror og handlinger, der kan føre til terror.

Det danske retsforbehold betyder, at Danmark ikke omfattet af direktivet, som nu skal behandles i Europaparlamentet.

Siden angrebene i Paris for fire måneder siden har EU-landene skærpet kampen mod terror. På møderne torsdag og fredag i Bruxelles har ministrene både diskuteret en skærpet indsats mod våben og mod terror.

Det er Holland, som i øjeblikket har formandskabet for EU, og den hollandske justitsminister, Ard van der Steur, siger om fredagens konklusion:

- Jeg er glad for, at vi på EU's årlige mindedag for ofrene for terrorisme kan levere på vores fælles bestræbelser om at bekæmpe nye former for terrorisme og den trussel, som fremmedkrigere udgør. Vi bliver nødt til at vise, at vi står samlet, siger Ard van der Steur.

Direktivet kriminaliserer også rejser, der har terrorformål. Det kan eksempelvis være fremmedkrigeres rejser til Syrien.

Finansiering og anden hjælp til sådanne rejser skal EU-landene fremover også straffe, ligesom modtagelsen af terrortræning eller hjælp til at få træning bliver kriminaliseret.

Direktivet betyder også, at andre former for finansiering af terrorgrupper bliver kriminaliseret - eksempelvis køb af kulturskatte stjålet af terrorgrupper fra besatte områder.

Derudover skal direktivet sikre, at ofre for terror i EU-landene er sikret umiddelbar adgang til sygehuse og psykologhjælp samt information om deres rettigheder, uanset hvor de befinder sig.

På grund af sygdom havde justitsminister Søren Pind (V) ikke mulighed for at deltage i mødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.