EU vil skære i danske fiskekvoter
Danske fiskere må hale færre tunger i land i Kattegat og Skagerrak til næste år.
Fiskekvoterne bliver mindre i Danmark, hvis det står til EU-kommissionen
Fiskekvoterne bliver mindre i Danmark, hvis det står til EU-kommissionen Foto: Colourbox/free


Danske fiskere skal regne med at kunne hale færre fisk i land i Kattegat og Skagerrak til næste år.

Ifølge det årlige kvoteudspil fra EU-Kommissionen skal der for at kunne holde bestanden intakt skæres 41,9 procent af kvoten for tunge i de danske farvande.

Kommissionen lægger samtidig - ligesom sidste år - op til en 20 procents reduktion af torskekvoten for Kattegat, hvor den dog ikke har den store betydning. Torsken har det allerede så skidt, at der kun er tale om en lille bifangstkvote, fordi der for tiden slet ikke er noget direkte torskefiskeri i Kattegat.

- Nogle fiskebestande har det skidt, og billedet er fortsat alarmerende. Det ser stadig dystert ud for torskebestanden i Det Irske Hav og i Kattegat, og de mangelfulde oplysninger gør det sværere at kontrollere disse bestande, hedder det tirsdag blandt andet i en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

I flere andre EU-landes farvande vest for Frankrig og Storbritannien lægges der op til en mere markant reduktion af torskekvoten med 64 procent.

Torskens problemer gav sig også udslag i kvoterne for Østersøen, som faldt på plads tidligere i oktober.

I den centrale del af Østersøen havde kommissionen lagt op til en halvering af den tilladte torskefangst. Efter forhandlinger mellem medlemslandene endte det dog med en reduktion på bare seks procent, mens torskekvoten for den østlige del af Østersøen blev sat ned med 22 procent.

Kommissionens udspil for Atlanterhavet og Nordsøen skal forhandles blandt medlemslandenes fiskeriministre på et møde i midten af december.

Langt hovedparten af det fiskeri, der er økonomisk afgørende for de danske fiskere, er ikke med i tirsdagens udspil fra kommissionen, da det er afhængigt af forhandlinger mellem EU og Norge og med øvrige kyststater, der ikke er med i EU. De forhandlinger ventes først afsluttet senere i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.