EU vil rejse ny sag mod USA for Boeing-statsstøtte
Den amerikanske delstat Washington har i strid mod tidligere WTO-dom udvidet støtteordning, mener EU.
Boeing får for meget støtte fra den amerikanske delstat Washington, mener EU, som har taget skridt til endnu en sag ved WTO.
Boeing får for meget støtte fra den amerikanske delstat Washington, mener EU, som har taget skridt til endnu en sag ved WTO. Foto: Knut Lövstuhagen/SAS CORPORATE COMMUNICATIONS


EU har fredag taget det første officielle skridt til endnu en sag ved WTO mod USA for statsstøtte til den amerikanske flyproducent Boeing, hedder det i en pressemeddelelse fra verdenshandelsorganisationen.

Siden 2004 har der kørt en stribe retstvister mellem USA og EU som følge af påstået ulovlig støtte til henholdsvis amerikanske Boeing og europæiske Airbus.

EU-Kommissionen mener, at delstaten Washingtons beslutning om at fortsætte og udvide en ordning for skatteincitamenter, der skulle sætte gang i produktionen af flymodellen 777X, er i strid med en tidligere WTO-afgørelse.

- Udvidelsen af tilskudsordningen skønnes at være 8,7 milliarder dollar værd, og det vil være den største statsstøtte til den civile luftfartsindustri i USA's historie, lyder det fra EU-Kommissionen.

Den amerikanske delstat har besluttet at forlænge ordningen, der skulle være ophørt i 2024, med yderligere 16 år.

USA og EU skal nu forsøge at nå til enighed i sagen. Parterne har en måned til disse forhandlinger, og lykkes det ikke, kan EU bede WTO om en afgørelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.