EU vil have Tyrkiet til hurtigt at beskytte ytringsfrihed
EU fremhæver, at der er en negativ trend i Tyrkiet med hensyn til respekt for fundamentale rettigheder.


Tyrkiet må handle hurtigt for at beskytte retssamfundet og ytringsfriheden. Det skriver EU i sin årlige rapport om udviklingen i de lande, der er kandidater til at blive optaget i Den Europæiske Union.

- Rapporten fremhæver, at der er en almindelig negativ trend i Tyrkiet med hensyn til respekten for retssamfundet og fundamentale rettigheder, hedder det blandt andet i rapporten, som tirsdag blev præsenteret af EU's udvidelseskommissær, Johannes Hahn.

- Vi må hurtigt se en afslutning på den eskalerende vold i Tyrkiet, siger Hahn, som klager over tilbageskridtene i de fundamentale rettigheder.

Hahn, der tirsdag præsenterede rapporten for EU-parlamentets udenrigsudvalg, fremlægger den nye vurdering på et kritisk tidspunkt, hvor relationerne mellem EU og Tyrkiet har særlig stor betydning på grund af flygtningekrisen.

Hahn understreger også, at det har stort betydning, at Tyrkiets ledere vender tilbage til forhandlingsbordet og finder en varig løsning på det kurdiske spørgsmål.

I forbindelse med manglende ytringsfrihed kritiserer Hahn især, at der er mange eksempler på, at der er øget pres på journalister og redaktører, og at der i stigende grad bliver fremsat trusler over for pressen.

Ifølge FN vil flygtninge og migranter trodse kulden og fortsætte med at komme til Europa fra Tyrkiet vinteren over. Europa kan ifølge FN forvente at modtage omkring 5000 flygtninge og migranter hver dag de kommende måneder.

EU-landene holder torsdag endnu et ekstraordinært topmøde om flygtningekrisen, hvor de igen skal diskutere forsøget på at nå en aftale med Tyrkiet om at bremse strømmen af flygtninge på vej til Europa.

Ud over Tyrkiet omfatter rapporten vurderinger af kandidatlandene Serbien, Montenegro, Albanien, Makedonien, Kosovo og Bosnien-Hercegovina.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.