EU vil donere 348 millioner euro svarende til cirka 2,6 milliarder kroner til de mest udsatte flygtningefamilier i Tyrkiet.
Det bliver dermed den største nødhjælpspakke i EU's historie. Det fortæller EU-kommissær for humanitær bistand Christos Stylianides på et pressemøde.
- I tråd med EU og medlemslandenes stærke vilje til at støtte de sårbare flygtninge i Tyrkiet vil denne nødhjælpspakke udgøre en kæmpe forskel i livskvaliteten for de mænd, kvinder og børn, der er flygtet fra konflikt og vold, siger han.
Bistanden vil blive brugt på at tildele de enkelte flygtningefamilier et hævekort, som der vil blive sat penge ind på.
Nødhjælpspakken er en del af den flygtningeaftale, der blev indgået mellem Tyrkiet og EU i marts, hvor EU blandt andet lovede Tyrkiet seks milliarder euro til håndtering af flygtningene.
Til gengæld ville Tyrkiet tilbagetage de nye migranter og flygtninge, der sejler videre til Grækenland.
Men den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan mener ikke, at EU har levet op til sin del af aftalen. Tyrkiet har ikke modtaget de lovede penge fra EU, lyder det.
Ud af de seks milliarder euro har Tyrkiet indtil videre kun modtaget 183 millioner euro, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AP.
- Hvad skete der? Intet land kan stå alene i denne krise (flygtningekrise, red). Desværre blev de indgåede aftaler på dette område ikke overholdt, sagde præsidenten ifølge AP i forbindelse med G20-topmødet i Kina den første weekend i september.
EU's respons har tidligere været, at man ikke deler penge ud direkte til regeringer, men kun via humanitære projekter.
Dette er også tilfældet med den netop annoncerede nødhjælpspakke.
- Pengene går kun gennem vores humanitære samarbejdspartnere som Røde Kors, men vi koordinerer og samarbejder tæt med de tyrkiske myndigheder, siger Christos Stylianides.
Allerede fra oktober forventer EU at påbegynde overførslerne til hævekortene, der vil blive uddelt i flygtningelejrene.
Pakken forventes at være fuldt implementeret i første halvdel af 2017, hvor cirka en million flygtninge vil få gavn af bistanden.
Der bor i øjeblikket tre millioner flygtninge i Tyrkiet.
/ritzau/