EU trimmer kritiseret system for handel med CO2-kvoter
Udspil til at forbedre systemet for handel med CO2-kvoter skal støtte målet om at nedbringe EU's CO2-udslip.


EU-Kommissionen vil trimme EU's kritiserede system for handel med CO2-kvoter ved at pille millioner af kvoter ud af markedet, så prisen på de kvoter, der er tilbage, stiger.

Det skal efter planen give et overskud, der skal bruges til at støtte nye investeringer i vedvarende energi og samtidig støtte fattigere EU-lande i at få moderniseret deres energisektor.

Udspillet, der onsdag er vedtaget på et møde i EU-Kommissionen, er et led i EU's nye energiunion og første skridt på vejen til at leve op til målet om at nedbringe de 28 medlemslandes CO2-udslip med mindst 40 procent i 2030.

Det er samtidig det mål, EU møder op med på FN's klimatopmøde i Paris i december, hvor verdens stats- og regeringschefer skal forsøge at nå til enighed om en ny klimaaftale.

EU's klima- og energikommissær, Miguel Arias Cañete, siger, at "handlinger taler højere end ord", og at EU holder løfterne forud for klimatopmødet i Paris.

- Hvert år vil det ændrede CO2-marked skære mere ned på udledningerne end den mængde, som Storbritannien producerer på et helt år, siger han.

EU-Kommissionens såkaldte sommerpakke på energiområdet foreslår også en opstramning af EU's 20 år gamle ordning for energimærkning, som er blevet overhalet af den teknologiske udvikling.

Elektriske apparater kan derfor i dag få en A-mærkning uden at være det bedste valg målt i energiforbrug.

- Det nye energimærke vil hjælpe os med at spare nok energi til, at det kunne dække de baltiske landes behov i et helt år, siger Miguel Arias Cañete.

Kommissionen foreslår også en strategi for at hjælpe forbrugerne i EU's energiunion med at spare penge og energi gennem bedre information, give forbrugerne flere valgmuligheder og så høj en forbrugerbeskyttelse som mulig.

Meningen med energiunionen er at støtte EU's ambitiøse klimamål og gøre EU til verdens førende inden for vedvarende energi.

Derfor lancerer EU-Kommissionen samtidig en offentlig høring om, hvordan unionens elmarked skal se ud for at leve op til forbrugernes forventninger, fremme vedvarende energi og sikre konkurrence på energiområdet mellem EU-landene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.