EU strammer igen skruen over for Krim
Det bliver nu forbudt for borgere i EU at eksportere til og investere i det russisk-annekterede Krim.
EU har ikke glemt russernes annektering af Krim-halvøen.
EU har ikke glemt russernes annektering af Krim-halvøen. Foto: Misha Japaridze/AP


EU har stadig ikke glemt og vil ikke acceptere Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø.

Det er hovedbudskabet bag den nye runde stramninger af EU's sanktioner i forbindelse med konflikten i Ukraine.

De 28 EU-lande har torsdag over middag formelt godkendt et forbud mod, at borgere og virksomheder i EU investerer i Krim.

Der bliver samtidig lukket ned for eksport af varer til brug inden for transport-, telekom- og energisektoren - herunder olie og gas.

Endelig gælder forbuddet tjenester inden for turisme, hvilket også betyder, at europæiske krydstogtskibe ikke må lægge til i havne på Krim.

De nye sanktioner træder i kraft fredag.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, mindede i forbindelse med et EU- udenrigsministermøde tidligere på ugen om, at EU stadig ikke anerkender Ruslands annektering af Krim.

Lige siden Ruslands formelle skridt i marts sidste år har både udenrigsministermøder og topmøder nærmest rutinemæssigt gentaget, at EU anser annekteringen for ulovlig.

Men det har også voldt juridiske kvaler at finde ud af, hvordan man får indført sanktioner målrettet mod Krim uden dermed at risikere at ramme Ukraine.

EU har løbende strammet sine sanktioner mod Ukraine og Rusland siden marts i år.

I første omgang var der tale om sanktioner rettet mod personer i kredsen omkring tidligere præsident Viktor Janukovitj, men i juli tog de europæiske ledere også hul på en række økonomiske sanktioner mod Rusland.

Rusland har for sin del svaret igen med sanktioner, der omfatter et forbud mod import af europæiske fødevarer. Den del rammer blandt andet den danske svineeksport hårdt.

EU-landenes stats- og regeringschefer mødes senere torsdag til topmøde i Bruxelles. Konflikten i Ukraine og forholdet til Rusland er et af de store temaer på dagsordenen, men der er ikke lagt op til, at lederne skal træffe konkrete beslutninger denne gang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.