EU-stempel på omstridt sprøjtegift trækker i langdrag
EU-kommissær opfordrer medlemslande til snart at nå til enighed om det omstridte sprøjtemiddel glyfosat.
Kommissionen lægger op til, at der kommer en teknisk forlængelse, så længe det kemiske ekspertagentur ECHA er i gang med en ny undersøgelse af kræftrisikoen ved brug af sprøjtemidlet glyfosat.
Kommissionen lægger op til, at der kommer en teknisk forlængelse, så længe det kemiske ekspertagentur ECHA er i gang med en ny undersøgelse af kræftrisikoen ved brug af sprøjtemidlet glyfosat. Foto: Colourbox/Free


Sprøjtemidlet glyfosat, som indgår i det storsælgende ukrudtsmiddel Roundup, står over for at skulle have fornyet sin godkendelse.

Men beslutningen om godkendelsen er trukket i langdrag, fordi EU-landene har svært ved at blive enige, da der er skabt tvivl om, hvorvidt ukrudtsmidlet er kræftfremkaldende.

EU's kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaitis, opfordrede på et pressemøde onsdag medlemslandene til snart at nå til enighed om en forlængelse af den nuværende godkendelse af glyfosat.

Kommissionen lægger op til, at der kommer en teknisk forlængelse, så længe det kemiske ekspertagentur ECHA er i gang med en ny undersøgelse af kræftrisikoen ved brug af glyfosat.

Det er nemlig ved at være sidste udkald, fordi den nuværende godkendelse udløber 30. juni.

- Vi har nu krævet, at et ekspertudvalg mødes 6. juni for at diskutere forlængelsen igen og tage afstemningen på grundlag af en begrænset udvidelse af den nuværende godkendelse, indtil ECHA's udtalelse fordriver den sidste tvivl, siger Vytenis Andriukaitis.

Det glæder, Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne.

- Udmeldingen i dag er langt bedre, end jeg overhovedet turde håbe på, siger hun.

Kommissionen anbefaler samtidig, at medlemslandene minimerer brugen af Roundup på korn lige inden høst, ligesom det også gælder brugen af sprøjtemidlet ved offentlige parker og private haver.

- Jeg håber meget, at den danske regering tager retningslinjerne til sig. Det giver ingen mening, at forbrugerne skal udsættes for glyfosat i deres fødevarer, eller at vores børn skal udsættes for glyfosat, fordi vi anvender sprøjtemidlet på legepladser, siger Christel Schaldemose.

I første omgang lignede fornyelsen af sprøjtemiddelingrediensen blot en formalitet.

Men efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO's, kræftagentur, IARC, sidste år udgav en rapport, der konkluderede, at glyfosat sandsynligvis var kræftfremkaldende, blev flere fortalere for midlet i tvivl.

EU's fødevareagentur, EFSA, afviste et halvt år senere, at midlet var forbundet med en kræftrisiko, men det har alligevel ikke lukket debatten.

Et ekspertudvalg bestående af en til to eksperter fra hvert af de 28 medlemslande mødes mandag 6. juni for at diskutere og stemme om en eventuel begrænset forlængelse af godkendelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.