EU smider 187 milliarder i små virksomheder
EU laver milliardpulje til små og mellemstore virksomheder. Pengene fordeles efter "først til mølle"- princip.
Ifølge Erhvervsstyrelsen kan danske virksomheder også få adgang til den milliardpulje, som EU er på vej med.
Ifølge Erhvervsstyrelsen kan danske virksomheder også få adgang til den milliardpulje, som EU er på vej med. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Små og mellemstore virksomheder i EU får nu mulighed for at få del i 187 milliarder kroner. Pengene skal være med til at styrke virksomhedernes adgang til risikovillig kapital. Ifølge Erhvervsstyrelsen kan danske virksomheder også få adgang til pengene.

- Nye og gamle virksomheder i Danmark har brug for risikokapital til at realisere deres vækstambitioner, siger Egil Rindorf, specialkonsulent i Erhvervsstyrelsen.

- Med den nye pulje har EU åbnet en fantastisk mulighed for at styrke små og mellemstore danske virksomheders adgang til risikokapital. Rollen som formidler af EU-pengene indebærer også kontante fordele for banker og venturefonde, siger han i en pressemeddelelse.

Men hvis de danske virksomheder skal have del i pengene, kræver det, at danske banker og venturefonde vil påtage sig en rolle som formidlere af EU-pengene, og de har travlt, for pengene fordeles efter først-til-mølle.

Formanden for Ingeniørforeningens Erhvervs- og Vækstudvalg, Cornelius Olesen, siger, at puljen kan give virksomhederne et teknologisk boost.

- Det er netop denne gruppe af virksomheder, hvor innovationspotentialet kan være mest uforløst. Dermed har de også den største mulighed for at skabe mest vækst og nye arbejdspladser, hvilket Danmark har hårdt brug for, siger han.

- Mange af disse virksomheder ligger uden for de større byer, og derfor vil EU-midlerne også kunne være med til at skabe vækst i de mindre byer, hvilket vil gavne hele Danmark, siger Cornelius Olesen.

Erhvervsstyrelsen har lavet et "finansielt kontaktpunkt", der skal øge kendskabet til EU's pulje i Danmark. Samtidig vil man hjælpe danske banker og venturefonde med at afsøge mulighederne for at blive formidlere af EU-pengene.

De mange milliarder administreres af European Investment Fund (EIF) og European Investment Bank (EIB). Virksomhederne kan få adgang til den risikovillige kapital på flere måder.

Danske virksomheder kan få bedre adgang til risikokapital via danske banker og venturefonde. Eller de kan søge direkte om lån til store forsknings- og innovationsprojekter hos EIB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.