EU-sanktioner mod Hviderusland suspenderes fire måneder
EU vil fortsat overvåge demokrati og menneskerettigheder i Hviderusland tæt efter suspenderede sanktioner.
EU-landene belønner fremgang i Hviderusland med at suspendere sanktioner i fire måneder.
EU-landene belønner fremgang i Hviderusland med at suspendere sanktioner i fire måneder. Foto: Colourbox/free


EU-landene har suspenderet de fleste af deres sanktioner mod Hviderusland i fire måneder, efter at præsident Aleksander Lukasjenkos autoritære styre i august løslod alle politiske fanger.

Beslutningen, der er truffet med en såkaldt skriftlig procedure i EU's ministerråd, skyldes også, at det generelt går bedre med det tidligere så anstrengte forhold mellem EU og Hviderusland.

- Løsladelsen af alle politiske fanger er et skridt, som længe har været efterlyst af Den Europæiske Union, skriver ministerrådet i en pressemeddelelse.

170 personer - heriblandt Lukasjenko selv - får hermed midlertidigt ophævet både deres indrejseforbud og indefrysningen af de midler, de måtte have i EU. Det samme gør tre virksomheder.

EU's våbenembargo mod Hviderusland fortsætter dog, og det samme gør sanktionerne mod fire medlemmer af den hviderussiske sikkerhedstjeneste.

De mistænkes for at være involveret i uopklarede sager om politiske modstandere, der er forsvundet.

EU håber, at belønningen af fremskridtene i Hviderusland kan opmuntre til endnu flere positive udviklinger i det østeuropæiske land, der er blevet styret med hård hånd af Lukasjenko i over 20 år.

Sanktionerne mod Hviderusland vil blive genovervejet ved udgangen af februar næste år.

- EU vil fortsætte med at overvåge situationen for demokrati og menneskerettigheder i Hviderusland tæt, skriver ministerrådet i pressemeddelelsen.

Den hviderussiske præsident, der er en tæt allieret med Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev officielt genvalgt som præsident i oktober med 83,5 procent af stemmerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.