EU-rapport konkluderer: Denne danske region sakker bagud
Sjælland synker i statistikken, når der måles på indbyggere, og det der skabes på regionens arbejdspladser.
Region Sjælland den eneste danske region, der ligger under EU-gennemsnittet, når det drejer sig om BNP målt per indbygger, konkluderer en ny rapport.
Region Sjælland den eneste danske region, der ligger under EU-gennemsnittet, når det drejer sig om BNP målt per indbygger, konkluderer en ny rapport. Foto: Colourbox


Region Sjælland ligger på niveau med regioner i andre langt dårligere stillede EU-lande, viser en ny rapport fra EU's statistiske kontor, Eurostat, ifølge Momentum.

Faktisk er Region Sjælland den eneste danske region, der ligger under EU-gennemsnittet, når det drejer sig om BNP målt per indbygger.

Et tal der måler, hvad der skabes på regionens arbejdspladser holdt op imod det samlede antal indbyggere i regionen - dermed siger det ikke nødvendigvis noget om velstanden blandt indbyggerne, hvis mange eksempelvis pendler ind eller ud af regionen.

Helt i top i Eurostats rapport finder man det centrale London, hvis BNP per indbygger er 225 procent større end EU-gennemsnittet, mens den danske hovedstadsregion kommer ind på en 17. plads med et BNP på 155 procent over EU-gennemsnittet.

På en bundplacering blandt de danske regioner, finder man så Region Sjælland, hvor BNP per indbygger kun er på 88 procent af EU-gennemsnittet, og dermed ligger under eksempelvis Umbrien, Korsika og Dresden.

Ifølge Hans Thor Andersen, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, er det slående, at region Sjælland, der ligger som nærmeste omgivelser til den førende danske region, ligger så langt bagud:

- Det er jo ovenikøbet et gennemsnit for hele region Sjælland, hvor der internt i regionen også er betydelige forskelle på den nordøstlige del af region Sjælland og de sydvestlige.

- Så hvis man splittede det yderligere op, ville man formentlig se et endnu mere ubehageligt billede, siger Hans Thor Andersen til Momentum.

Han peger også på, at det langt fra kun er erhvervslivet, som skranter i regionen.

- Færre kommer videre fra folkeskolen og får en ungdomsuddannelse, ligesom andelen, der kommer på universitet, er meget lavere. Men også når det gælder levealderen og den almene sundhedstilstand, markerer Vest- og Sydsjælland sig negativt, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.