EU-præsident trygler parlamentet om hjælp
Donald Tusk appellerer til Europaparlamentet om at hjælpe med at sikre europæerne mod ny terror.
Donald Tusk vil have Europaparlamentet til at pille ved den kontroversielle lovgivning om et PNR-register.
Donald Tusk vil have Europaparlamentet til at pille ved den kontroversielle lovgivning om et PNR-register. Foto: Virginia Mayo/AP


Der kommer alvorlige huller i sikkerheden for europæiske borgere, hvis ikke det meget snart lykkes at få styr på ny lovgivning, der skal gøre det muligt for de 28 EU-lande at udveksle oplysninger om flypassagerer.

Det mener EU-præsident Donald Tusk, der tirsdag afleverer en indgående appel til Europaparlamentet om at få rykket på den kontroversielle lovgivning om et såkaldt PNR-register.

- Vi ved, at det er et svært og følsomt emne. Parlamentet har helt forståeligt taget sin rolle som forsvarer for de europæiske borgeres sikkerhed alvorligt. Men jeg må også bede jer hjælpe os med at beskytte dem, der har valgt denne forsamling.

- Vi står igen over for det evige dilemma mellem sikkerhed og frihed. Vi må finde en klog balance mellem de to grundlæggende behov, siger Tusk.

Hans appel kommer i kølvandet på sidste uges terrorangreb i Paris, som kostede 17 franskmænd livet.

EU-landene beskylder Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg for at have blokeret for en aftale i flere år.

EU-præsident Tusk advarer om konsekvenserne, hvis ikke det lykkes at lave registret på europæisk plan.

- Så risikerer vi at få 28 nationale af slagsen. Det vil være et patchwork fyldt med huller. Det vil gribe ind i borgernes ret til privatliv, men uden at det yder dem tilstrækkelig beskyttelse. Ét europæisk system er åbenlyst bedre for såvel sikkerhed som frihed, siger Tusk.

Et PNR-register samler oplysninger om blandt andet flypassagerers adresse, billetkøb, sædevalg, bagage og rejserute. En EU-version skal gøre det muligt for landene at trække på hinandens registre, når de skal forsøge at forhindre eller optrævle særligt alvorlig kriminalitet.

Den primære modstander i parlamentet er den liberale hollandske Sophie in 't Veld. Hun benægter tirsdag, at hun spænder ben.

Ifølge in 't Veld er der bare brug for, at der kommer et nyt forslag fra kommissionen, at man får garanti for en god databeskyttelse, og at det bliver anskueliggjort, at de nye regler er både nødvendige og rimelige i forhold til målet.

- Det er jo et spørgsmål om, hvad vi kan og ikke kan med PNR. Vi skal ikke give indtryk af, at vi kan forhindre ethvert nyt angreb med det redskab. Sådan forholder det sig jo ikke, siger in 't Veld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.