EU-præsident: Krisetopmøde hvis flygtninge splitter EU
Flere EU-lande afviser tvungne kvoter til fordeling af flygtninge inden et vigtigt møde om krisen på mandag.
De 28 EU-landenes ledere bliver hasteindkaldt til krisetopmøde i Bruxelles, hvis deres justits- og indenrigsministre ikke bliver enige på et møde mandag om, hvordan flygtningekrisen skal håndteres. Det skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.
De 28 EU-landenes ledere bliver hasteindkaldt til krisetopmøde i Bruxelles, hvis deres justits- og indenrigsministre ikke bliver enige på et møde mandag om, hvordan flygtningekrisen skal håndteres. Det skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter. Foto: Yiannis Kourtoglou/AP


EU-præsidenten Donald Tusk vil hasteindkalde medlemslandenes stats- og regeringschefer til et krisetopmøde senere på måneden, hvis flygtningekrisen bliver ved med at splitte de 28 EU-lande.

Donald Tusk skriver på Twitter, at han vil se fremskridt på et ekstraordinært justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles på mandag - ellers må EU-lederne selv til Bruxelles og forsøge at løse problemerne.

- Hvis der ikke er konkrete tegn på solidaritet og sammenhold blandt justits- og indenrigsministrene på mandag, vil jeg indkalde til et ekstra topmøde om flygtningekrisen i september, skriver Donald Tusk i sit tweet.

EU-præsidenten fornemmer dog, at EU-landene er kommet tættere på en løsning i krisen, der er udløst af, at der alene i år er kommet 500.000 flygtninge og migranter til Europa.

- Efter kontakter med medlemslandene de seneste dage nærer jeg i dag større håb om, at vi er tættere på en løsning baseret på enighed og ægte solidaritet, skriver Tusk i et andet tweet.

Meldingen fra EU-præsidenten, der leder slagets gang på topmøderne, kommer umiddelbart efter, at flere central- og østeuropæiske lande igen har afvist tvungne EU-kvoter til fordeling af flygtninge imellem medlemslandene.

På et møde fredag i Prag med udenrigsministrene fra de fire såkaldte Visegrad-lande - Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn - har den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, således forgæves appelleret til landene om at gå med til en "retfærdig mekanisme til fordeling af migranter".

Finland vil ifølge indenrigsminister Petteri Orpo, der deltager i mødet på mandag, frivilligt tage sin EU-kvote på 2398 flygtninge, sådan som EU-Kommissionen har foreslået. Men også Finland afviser en tvungen kvoteordning.

EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, lancerede i sin State of the Union-tale i onsdags en plan for et obligatorisk kvotesystem til fordeling af i alt 160.000 flygtninge imellem medlemslandene over de kommende to år.

Samtidig foreslog han også et permanent kvotesystem til fordeling af flygtninge under fremtidige kriser.

EU's justits- og indenrigsministre ventes på mødet på mandag at træffe den formelle beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, selv om de stadig mangler at fordele næsten 8000 for at nå i mål.

I onsdags lagde Juncker så ekstra 120.000 flygtninge på bordet til fordeling, og det antal vil det luxembourgske EU-formandskab forsøge at nærme sig en politisk enighed om på mødet.

Danmark har forbehold på udlændingeområdet og vil ikke tage imod nogle af de 160.000 flygtninge, som skal fordeles.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.