EU-præsident: Dele af britisk forslag synes uacceptabelt
Hvis det lykkes Cameron med at overbevise Europas topledere, kan det føre til en aftale i februar, siger Tusk.
Dele af det forslag, som den britiske premierminister vil præsentere for sine europæiske kolleger om at ændre Storbritanniens relation til EU, "synes uacceptable", siger EU's præsident før torsdagens topmøde.
Dele af det forslag, som den britiske premierminister vil præsentere for sine europæiske kolleger om at ændre Storbritanniens relation til EU, "synes uacceptable", siger EU's præsident før torsdagens topmøde. Foto: Virginia Mayo/AP


Dele af det forslag til EU-reformer, som den britiske premierminister vil præsentere for sine europæiske kolleger torsdag, "synes uacceptable", siger EU's præsident før et EU-topmøde torsdag.

- De samtaler, jeg har haft med alle medlemslandene, viser god vilje fra alle parter, men det ændrer ikke ved det faktum, at visse dele af det britiske forslag synes uacceptable.

Tusk har i et brev slået fast, at Camerons krav om, at EU-borgere, der kommer til Storbritannien fra andre medlemslande, først kan opnå britiske velfærdsydelser efter fire år, bliver det sværeste at imødekomme.

Det vil ifølge EU-traktaten være ulovlig diskrimination, lyder advarslerne på forhånd.

- Men hvis det i aften lykkes Cameron at overbevise de europæiske ledere om, at vi skal arbejde videre på det, så har vi en chance for at nå en aftale i februar, siger Donald Tusk ved sin ankomst til EU-topmødet i Bruxelles.

David Cameron vil under middagen på topmødets første dag fortælle, hvorfor og hvordan briterne ønsker EU-forholdet genforhandlet.

Det er første gang, at Cameron skal præsentere sine krav på et møde, hvor alle de europæiske ledere er samlet. Han har tidligere rejst fra hovedstad til hovedstad for at argumentere for sin sag.

Cameron lovede i 2013 de britiske vælgere, at de skulle stemme om det britiske EU-medlemskab, hvilket skal ske inden udgangen af 2017.

Reformerne af EU-aftalen skal ifølge Cameron sikre, at han kan vinde afstemningen, så Storbritannien bliver i EU.

EU-Kommissionen præsenterede tirsdag et forslag om at oprette en fælles grænse- og kystvagt i Europa i et forsøg på at hjælpe med at styre de fælles ydre grænser.

Det skal de 28 stats- og regeringschefer drøfte på mødet, men der er almindelig enighed om, at forslaget er kommet for sent til, at man allerede på dette topmøde kan handle på baggrund af det.

- Vi skal analysere den mest kontroversielle idé, nemlig at EU's grænsepoliti går ind på suveræne staters territorium. Men Europa kan ikke forblive sårbar, når Schengen-lande ikke effektivt kan beskytte egne grænser.

- Hvis vi afviser EU-Kommissionens forslag, skal vi finde et andet, men - er jeg bange for - lige så smertefuldt forslag, siger Donald Tusk.

Topmødet fortsætter til fredag, hvor man blandt andet skal drøfte Syrien og det indre marked.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.