EU-Parlamentet vil slå hårdere ned på demokratisyndere
Der skal være bedre muligheder for at slå ned på medlemslande, der ikke lever op til demokratiske principper.
Polens konservative regering har trukket landet i en udemokratisk retning ifølge EU, og det ønsker Parlamentet at gøre noget ved. Senest gik en række polske kvinder på gaden i protest over nye regler, der gjorde det tæt ved ulovligt at få foretaget en abort.
Polens konservative regering har trukket landet i en udemokratisk retning ifølge EU, og det ønsker Parlamentet at gøre noget ved. Senest gik en række polske kvinder på gaden i protest over nye regler, der gjorde det tæt ved ulovligt at få foretaget en abort. Foto: Janek Skarzynski/AFP


Når medlemslande bevæger sig i den helt forkerte retning af, hvad EU forstår som et sundt og velfungerende demokrati, skal der være bedre muligheder for at slå ned og få landet tilbage på rette spor.

Det mener EU-Parlamentet, som derfor beder EU-Kommissionen om at udarbejde en mekanisme eller et værktøj, så man skride ind langt tidligere i processen.

- Når et land vil være medlem af EU, skal det leve op til de allerhøjeste demokratiske standarder, men vi kan ikke holde allerede eksisterende medlemslande fast på samme standarder, siger parlamentsmedlem Sophia in 't Veld.

Hun har udarbejdet forslaget til EU-Kommissionen, som blandt andet indeholder idéer som et uvildigt ekspertpanel og en årlig rapport, der kan konkludere, hvilke lande der træder udenfor.

- I årtier har EU ført an inden for demokrati, retsstatsprincippet og fundamentale rettigheder. Lad os fortsætte med det, siger Sophia in 't Veld.

- Men vi føler, at behovet for en mekanisme, der kan opretholde disse rettigheder, er voksende.

Hos kommissionen er man enig i, at der skal værnes om demokratiske rettigheder i EU's medlemslande.

Men nye regler og mekanismer er ikke noget, der huer kommissionens første næstformand, Frans Timmermans.

- En lang institutionel debat om nye mekanismer er det sidste, vi behøver lige nu, siger han.

EU vedtog nye regler på området tilbage i 2014. De er ved at blive taget i brug nu for første gang i forbindelse med Polen, som er et af de lande, der ifølge EU bevæger sig i en forkert retning.

- Vi har i forvejen en række værktøjer, vi kan tage i brug for at tackle medlemslandes problemer med retsstatsprincippet, siger Frans Timmermans.

- Vi må sørge for at undgå at have flere regler om de samme ting, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.