EU-Parlamentet i splid om omstridt frihandelsaftale
Skal en frihandelsaftale med USA indeholde en såkaldt investoraftale eller ej? EU-Parlamentet er splittet.


Beskyldninger fløj igennem luften, da et flertal i EU-Parlamentet onsdag udskød den planlagte debat om parlamentets anbefalinger til de igangværende forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, TTIP.

Det franske medlem af den grønne gruppe Yannick Jadot beskyldte parlamentsformand Martin Schulz for at være "bange for ikke at få et flertal for ISDS".

Et af de helt store stridspunkter i forhandlingerne om frihandelsaftalen er nemlig et såkaldt ISDS-system til at løse uenigheder mellem stater og virksomheder.

Systemet gør det muligt for virksomheder at lægge sag an mod stater, hvis de mener, at deres investeringer er truet af nationale krav til eksempelvis sundhed.

Mange forbrugerorganisationer og medlemmer af parlamentet er bekymrede for, at amerikanske firmaer vil bruge ISDS til at udfordre EU's fødevare- og miljølovgivning.

Til dagens møde i plenarsalen havde flere politikere skilte stående på deres borde og T-shirts på med teksten "No to TTIP".

Martin Schulz udskød tirsdag afstemningen om parlamentets anbefalinger til en frihandelsaftale. Onsdag blev debatten så også udskudt under stor protest fra nogle parlamentsmedlemmer. En råbte sågar:

- Parlamentet burde lukkes. Det er en skændsel.

Flere beskylder Schulz for at udskyde afstemningen, fordi der er splittelse omkring ISDS i den socialdemokratiske gruppe, S&D.

Men den socialdemokratiske gruppeleder, Gianni Pittella, understreger på et pressemøde i Strasbourg, at hans gruppe var klar til at stemme.

Når EU-Kommissionen har forhandlet en aftale på plads med USA, kan parlamentet kun sige ja eller nej til aftalen. Der kan ikke stilles ændringsforslag.

Anbefalingerne er derfor parlamentets mulighed for at komme med sit input til en aftale.

183 stemte for at udskyde debatten, mens 181 stemte imod. 37 afstod fra at stemme. Der er ikke sat en ny dato for debat og afstemning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.