EU om dansk økonomi: Det ser stadig godt ud
Historisk lave rentesatser er en af årsagerne til fremgangen i dansk økonomi, lyder det i prognose.


Dansk økonomi fortsætter i den rigtige retning, lyder vurderingen i EU-Kommissionens økonomiske forårsprognose, der bliver offentliggjort tirsdag.

Ikke nok med, at det går i den rigtige retning, forventningen er, at dansk økonomi vil blive styrket yderligere, står der i analysen.

Den årlige forårsprognose kigger blandt andet på inflation, budgetunderskud og offentlig gæld i de 28 EU-lande.

For Danmarks vedkommende er historisk lave rentesatser, forbedret konkurrenceevne og en udvikling i valutakursen, så det er blevet billigere at købe danske varer, nogle af grundene til, at det går godt.

Der forventes dog at være underskud på de offentlige finanser på 1,5 procent i år.

Men budgetunderskuddet forventes stadig at holde sig under de tre procent, som er EU's grænse for, hvor stort et underskud et medlemsland må have.

Væksten i Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, forventes at stige til 1,8 procent i 2015 og til 2,1 procent i 2016.

Sammenlignet med den økonomiske vinterprognose, der kom i marts, er vækstraten for 2015 sat en smule højere denne gang.

Der er også gode tendenser at spotte i antallet af danskere uden arbejde. Arbejdsløsheden, der har været faldende siden april 2012, lå i februar på 6,2 procent.

Med en styrkelse af økonomien kommer den til at falde yderligere til 5,8 procent i 2016, forventer EU-Kommissionen.

Beskæftigelsen steg også i 2014 med 0,7 procent. Den udvikling kommer ifølge forårsprognosen til at forsætte. I 2015 kommer den til stige med 0,8 procent og 0,9 procent næste år.

Kommissionens prognose er lavet på baggrund af den økonomiske politik, der bliver ført lige nu og ud fra en anmodning om, at den forsætter.

Der er derfor ikke sikkert, at kommissionens prognose kommer til at holde stik efter et valg og en eventuel ny økonomisk politik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.