EU og Nato vil samarbejde tættere om at bekæmpe trusler
Den danske forsvarsminister er glad for tæt samarbejde mellem EU og Nato i kampen mod såkaldt hybride trusler.
Forsvarsminister Peter Christensen glæder sig over udsigten til et tættere samarbejde mellem EU og Nato, når det gælder om at forebygge og bekæmpe den brede vifte af såkaldt hybride trusler, som medlemslandene og deres partnere kan blive udsat for.
Forsvarsminister Peter Christensen glæder sig over udsigten til et tættere samarbejde mellem EU og Nato, når det gælder om at forebygge og bekæmpe den brede vifte af såkaldt hybride trusler, som medlemslandene og deres partnere kan blive udsat for. Foto: Pressefoto Forsvarsministeriet./Free


EU og Nato skal samarbejde langt tættere end i dag om at forebygge og bekæmpe alle tænkelige former for trusler, der kan rettes mod medlemslandene og deres partnere i fredstid.

Det er EU's forsvarsministre tirsdag i Luxembourg blevet enige om på et møde, som også Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har deltaget i.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, siger, at hvis der er ét område, hvor det er afgørende med et tæt samarbejde mellem EU og Nato, så er det i kampen mod de såkaldt hybride trusler.

- Her har vi vidt forskellige redskaber til rådighed, og her kan EU's redskaber give en masse merværdi til det, som Nato gør, siger Mogherini.

Såkaldt hybride trusler er en blanding af handlinger, som stater og ikke-statslige aktører kan bruge, uden at der er tale om egentlig krig, men hvor målet er at forvolde skade og destabilisere en region eller en stat.

Truslerne kan være rettet mod alt fra svagheder i et samfund eller sårbare grupper af mennesker over energiforsyning, transport og sundhedsvæsen til it-sikkerhed, kommunikation og finansielle systemer.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) peger på Ruslands opførsel over for Ukraine som eksempel på en hybrid trussel i EU's nærområde.

Han glæder sig over udsigten til et tæt samarbejde mellem EU og Nato om at bekæmpe den slags trusler.

- Jeg synes, det er et stærkt tiltag. Det giver rigtig god mening, og det støtter vi fra dansk side, siger Peter Christensen.

Han understreger samtidig, at EU og Nato har vidt forskellige værktøjskasser til brug for kampen mod hybride strategier og operationer.

- Nato har en meget stor og stærk værktøjskasse, når det gælder de militære dele af en hybrid trussel, mens EU har en værktøjskasse, der kan håndtere de mere bløde sider af en hybrid trussel, siger han.

Peter Christensen siger samtidig, at EU og Nato nu vil udarbejde drejebøger for, hvad Nato skal kunne tage sig af, og hvad EU skal kunne tage sig af.

- Drejebøgerne skal gøre det helt konkret, hvad man skal kunne, også internt i landene, så man ikke pludselig møder en eller anden uforudset barriere, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.