EU-modstandernes sammenhold i EU-Parlamentet smuldrer
Morten Messerschmidts gamle fæller i EU-Parlamentet har mistet et medlem og kan ikke længere holde sammen.


EU-modstandernes gruppe i Europaparlamentet, EFDD, er kollapset, efter at Letlands Iveta Grigule er trådt ud. Det bekræfter en talsmand for parlamentet over for Ritzau.

EFDD, der står for Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati, er domineret af britiske Ukip. Det var indtil europaparlamentsvalget i maj også der, Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti hørte til.

Efter Grigules udmeldelse opfylder EFDD ikke længere parlamentets krav til at være en gruppe. EU-Parlamentets regler kræver, at der skal være mindst 25 medlemmer fra mindst syv lande, før der kan dannes en gruppe.

EFDD har nu 47 medlemmer fra seks lande.

Der var efter parlamentsvalget 25. maj betydelig usikkerhed om gruppedannelserne blandt EU-modstandere og -skeptikere. Skeptikerne blev valgets store vinder i flere lande, men mange kommentatorer udtrykte også tvivl om sammenhængskraften på det yderste højre.

Der foregik intense forhandlinger omkring EFDD og de endnu mere nationalistisk sindede kræfter omkring franske Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders.

Le Pen og Wilders havde ikke held til at danne en gruppe, mens Ukip trods Dansk Folkepartis skift til den konservative ECR-gruppe lige nøjagtig sikrede sig medlemmer nok.

Det at være medlem af en gruppe er med til at sikre europaparlamentarikere mere indflydelse, taletid og penge til deres politiske arbejde.

Taletiden ved debatter i parlamentet og udvalgsposter bliver for eksempel forhandlet på plads mellem grupperne og bliver i nogen grad fordelt efter gruppernes størrelse.

Alle de politiske grupper har desuden plads i parlamentets formandskonference, hvor gruppeformændene og parlamentsformand Martin Schulz på linje med Folketingets Præsidium træffer nogle af de mere overordnede beslutninger for parlamentets arbejde.

EFDD's kollaps har allerede torsdag betydet, at formandskonferencen har måttet udskyde den ventede beslutning om, hvem der i år skal modtage Europaparlamentets ytringsfrihedspris, Sakharovprisen.

En talsmand for Martin Schulz siger til Ritzau, at man håber at kunne uddele Sakharovprisen på næste møde i formandskonferencen tirsdag i næste uge, når man har fået styr på reglerne og procedurerne som følge af EFDD's kollaps.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.