EU-leder lykønsker Tsipras og håber på græsk stabilitet
Valget i Grækenland skal sikre den nødvendige politiske stabilitet til at gennemføre reformer, siger Tusk.
Syriza-leder Alexis Tsipras hilser på sine tilhængere på valgaftenen, mens lederen af det lille højrefløjsparti Uafhængige Grækere, Panos Kammenos (th.), laver V-tegn. De to partier ventes at danne regering sammen.
Syriza-leder Alexis Tsipras hilser på sine tilhængere på valgaftenen, mens lederen af det lille højrefløjsparti Uafhængige Grækere, Panos Kammenos (th.), laver V-tegn. De to partier ventes at danne regering sammen. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


Flygtninge, økonomisk krise og bestræbelserne på at sikre vækst og arbejdspladser.

Mange af Grækenlands store politiske udfordringer vedrører også EU, og derfor er det vigtigt med politisk stabilitet i Grækenland, skriver EU-præsident Donald Tusk i et brev til valgets sejrherre, Alexis Tsipras.

I brevet lykønsker Tusk den græske premierminister med valgsejren, hvor venstrefløjspartiet sikrede sig over 35 procent af stemmerne og dermed ventes at fortsætte i regering sammen med det mindre parti Uafhængige Grækere.

- På vegne af Det Europæiske Råd vil jeg lykønske dig med valgsejren i Grækenland. Jeg håber, at valget nu vil give den politiske stabilitet, som er nødvendig for at møde udfordringerne, skriver Tusk.

- Dit lederskab, når det gælder om at implementere de økonomiske reformplaner, er afgørende for at rette op på den græske økonomi, lyder det ifølge det norske nyhedsbureau NTB i brevet.

Tsipras ventes at blive taget i ed som premierminister senere på dagen.

Det var Tsipras, der i sin egenskab af græsk premierminister forhandlede en tredje hjælpepakke på plads for 86 milliarder euro.

Pakken og de reformkrav, der er knyttet til, fik flere medlemmer af Tsipras' venstreorienterede Syriza-parti til at bryde ud og danne deres eget parti.

Men udbryderne sikrede sig kun 2,86 procent af stemmerne, hvilket ikke var nok til at komme i parlamentet.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.