EU-landes forhaling af roaming-frit EU skuffer
I stedet for frit at kunne ringe til samme pris ude som hjemme, skal det kun være muligt i begrænset omfang.


Det er skuffende og ærgerligt, at EU-landene har skruet kraftigt ned for ambitionerne om at få et roaming-frit EU, lyder det fra EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S).

- Jeg havde faktisk ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at medlemslandene ikke ville være mere progressive og kæmpe for at få et roaming-frit Europa.

- Vi har ét mål, og det er, at vi skal have et roaming-frit Europa, siger Schaldemose til Ritzau og påpeger, at flere af parlamentarikerne gået til valg med den dagsorden.

Både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet har i løbet af de seneste to år har lagt op til, at roamingafgifterne helt skulle forsvinde fra årsskiftet.

Dermed skulle det blive muligt at ringe til kæresten, sms'e med vennerne eller tjekke mails til samme pris, uanset om du er i Danmark, Spanien eller Tyskland.

Men nu præsenterer de 28 medlemslande en række forbehold og skubber samtidig fristen til 2018.

Det bliver imidlertid svært at få en aftale med parlamentet uden en dato for, hvornår roamingafgifterne afskaffes, lyder det fra parlamentariker Jens Rohde (V).

Ligesom Schaldemose understreger Rohde, at flere parlamentarikere sidste år gik til valg på at få afskaffet de omstridte roamingafgifter.

- Nu er det tid til at indfri sine løfter, hvis der skal være tillid til, at vi kan skabe et fælles europæisk telemarked til gavn for den enkelte borger.

- Det kan ikke være sådan, at de gamle store statslige teleselskaber i Sydeuropa skal diktere udviklingen i Europa, fordi de ser nordeuropæiske turister og virksomheder som deres private malkekøer, siger han i en skriftlig kommentar.

Rohde er blandt parlamentets forhandlere, der skal forsøge at nå frem til en aftale med det lettiske EU-formandskab, som på vegne af landene skal forhandle den endelige lovgivning på plads.

Formandskabet har onsdag fået opbakning til et forhandlingsmandat, der kommer med en række forbehold.

I stedet for helt at afskaffe roamingafgifterne, som er den pris for eksempel danske abonnenter betaler for at bruge deres mobil i udlandet, ser medlemslandene i højere grad ud til at gå telefonselskaberne i møde.

Landene lægger nu op til, at man kun skal kunne ringe, sms'e og surfe på internettet uden roamingafgifter i et begrænset omfang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.