EU-lande vil være bedre til at vogte grænser og borgere
Justitsministeren ser europæisk fodslag om flere indgreb mod terror. Men tøver med at gå med på det hele.
Justitsminister Mette Frederiksen ser behov for at holde bedre øje med, hvem der rejser ind i og rundt i EU. Men hun tøver med at støtte forslag om også at give myndighederne adgang til krypteringsnøgler for kommunikation via internettet.
Justitsminister Mette Frederiksen ser behov for at holde bedre øje med, hvem der rejser ind i og rundt i EU. Men hun tøver med at støtte forslag om også at give myndighederne adgang til krypteringsnøgler for kommunikation via internettet. Foto: ADRIAN JOACHIM/free


De 28 EU-lande bekræfter torsdag igen hinanden i, at de efter den seneste tids terrorangreb i Frankrig, anholdelser i Belgien og en voksende trussel fra hjemvendte krigere er nødt til at gøre mere for at bekæmpe terror.

Både på nationalt og på europæisk plan.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) siger i forbindelse med et møde i Riga i Letland med sine EU-kolleger, at hun synes, fokus er det rigtige sted.

Men at der blandt andet er akut behov for at få afsluttet forhandlinger med EU-Parlamentet om lovgrundlaget, så EU-lande kan udveksle lister med oplysninger om flypassagerer, de såkaldte PNR-registre.

- Jeg håber jo, at Europaparlamentet kigger med samme alvor på den terrorrisiko, der er i en række europæiske lande, som vi gør. At de har erkendelsen af, at truslen er reel og alvorlig, og at PNR er en del af svaret på de problemer, vi står overfor, siger ministeren.

Hun ser også er bevægelse i diskussionen om, hvordan EU bliver bedre til at holde styr på, hvem der rejser ind i og rundt i EU.

- Der foregår ved de ydre grænser den nødvendige kontrol i forhold til tredjelandes borgere. Men ikke nødvendigvis af EU-borgere, siger Frederiksen.

Hun kæder EU-debatten sammen med den danske regerings forslag om at indføre nummerpladeskannere ved grænsen og passkannere i lufthavnen.

- Vi bliver simpelthen nødt til at have mere styr på, hvem der kommer ind over vores grænser. Jeg hører samme oplevelse hos en del af mine kolleger, siger justitsministeren.

Hun er med på meget af det, der bliver diskuteret i EU-regi - også i forhold til bedre kontrol med sociale medier og internettet.

Men ministeren er forbeholden over for en af de nye idéer fra EU's antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove.

Han foreslår, at internetvirksomheder skal give myndighederne deres krypteringsnøgler, så det under nærmere betingelser bliver muligt at læse med i al kommunikation på nettet.

- Det er et meget, meget vidtgående forslag. Indtil videre vil jeg ikke sige andet, end at det selvfølgelig er noget, man må vurdere fagligt. Men der er ikke noget umiddelbart tilsagn fra dansk side, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.