EU kræver klar besked om Nemtsov-drab
En uafhængig international undersøgelse bør belyse det mest betydningsfulde nylige politiske drab i Rusland.
Lys i Rusland på det sted, hvor den karismatiske russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov blev skudt og dræbt fredag d. 27. februar 2015.
Lys i Rusland på det sted, hvor den karismatiske russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov blev skudt og dræbt fredag d. 27. februar 2015. Foto: Denis Tyrin/AP


Europaparlamentet opfordrer torsdag til en uafhængig international undersøgelse af drabet på den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov for to uger siden.

Parlamentet betegner i en resolution vedtaget på plenarforsamlingen torsdag i Strasbourg likvideringen på åben gade i Moskva forrige fredag som "det mest betydningsfulde politiske drab i nylig russisk historie".

Det fremgår ikke umiddelbart, hvem parlamentet mener skal stå for en uvildig undersøgelse.

Men parlamentarikerne benytter resolutionen til at udtale skarp kritik af de aktuelle politiske forhold i Rusland.

Det sker blandt andet med en advarsel om, at propagandaen fra præsidentkontoret i Kreml er ved at indføre tilstande i Rusland præget af "undertrykkelse, hadsk tale og frygt".

EU-parlamentarikerne konstaterer også, at Rusland er på en politisk kurs, "der står i modsætning til et fungerende demokrati", ligesom de opfordrer Kreml til at sætte en stopper for "pres, undertrykkelse og trusler" mod oppositionsledere, civilsamfundet og medier.

Den 55-årige tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov var kendt som en stærk kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og det russiske styres aktuelle fremfærd i Ukraine.

Nemtsov blev ramt af flere skud i ryggen, da han 27. februar spadserede i nærheden af Kreml med sin ukrainske kæreste. Han døde på stedet.

En række medlemmer af Europaparlamentet og europæiske diplomater blev nægtet indrejse, da de forsøgte at komme til Moskva for at deltage i Nemtsovs begravelse.

Flere tjetjenere er anholdt og mistænkt i forbindelse med drabet.

En tidligere tjetjensk politimand, Saur Dadajev, tilstod ifølge russiske myndigheder i første omgang drabet. Onsdag trak Dadajev dog sin tilståelse tilbage med forklaringen om, at den var afgivet under tvang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.