EU kræver flere forbedringer i udkast til klimaaftale
EU vil ikke acceptere en svag og minimalistisk aftale, siger EU's klimakommissær på klimatopmødet i Paris.
Frankrigs udenrigsminister og topmødeleder, Laurent Fabius, skal være mere ambitiøs i det næste udkast til en klimaaftale, han lægger på forhandlingsbordet på klimatopmødet i Paris, mener EU.
Frankrigs udenrigsminister og topmødeleder, Laurent Fabius, skal være mere ambitiøs i det næste udkast til en klimaaftale, han lægger på forhandlingsbordet på klimatopmødet i Paris, mener EU. Foto: Francois Mori/AP


Det nye udkast til en global klimaaftale, som de franske topmødeværter snart vil fremlægge, skal være væsentligt bedre end det, de hidtil har lagt på bordet, mener EU.

Klimakommissær Miguel Arias Cañete, der er EU's forhandlingsleder på klimatopmødet i Paris, siger, at "der er brug for flere fremskridt" i det næste udkast.

- Som teksten står nu, er den ikke stærk nok og tilstrækkelig ambitiøs. Den reflekterer ikke de fremskridt, der er sket på møder i løbet af den seneste uge, og det politiske momentum, vi ser lige nu, lyder det torsdag sidst på eftermiddagen fra Cañete, der ser flere mangler i det seneste aftaleudkast.

Ifølge EU's klimakommissær er der især behov for forbedringer, når det gælder de langsigtede mål for reduktion af CO2-udledninger, hvor tit der skal følges op på løfterne og eventuelt strammes op på klimamålene, og ikke mindst åbenhed i hele processen, så det kan kontrolleres, om landene leverer på deres løfter.

EU mener at have opbygget en alliance, der omfatter over 100 af verdens lande - rige såvel som fattige - om en ambitiøs klimaaftale, selv om EU-kommissæren erkender, at der er forskellige holdninger til mange afgørende spørgsmål i alliancen.

- Vi skal vise lederskab, og vi håber, at det nye udkast vil lukke de huller, vi har peget på. Vi er fortsat optimister og mener, at en ambitiøs aftale stadig er inden for rækkevidde, siger Miguel Arias Cañete.

- Vi vil ikke acceptere en svag og minimalistisk aftale. Vi kan ikke fejle nu. Det er nu, det er afgørelsens time, siger han.

EU er mødt op til topmødet i Paris med det, de selv betegner som de mest ambitiøse klimamål i verden.

EU-landene vil i 2030 selv have kappet 40 procent og 20 år senere 50 procent af deres CO2-udledninger målt i forhold til 1990.

Det langsigtede mål er samtidig, at EU i år 2100 slet ikke har nogen udledninger.

EU ønsker desuden en juridisk bindende klimaaftale, der kan bringe klodens temperaturstigning så tæt på to grader som muligt - og helst endnu lavere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.