EU-Kommissionen vil skrotte 80 lovforslag
Der ligger masser af overflødige og umulige forslag i EU-systemet. Kommissionen gør klar til at skrotte en del.
EU-Kommissionen vil have skrottet 80 lovforslag, som alligevel aldrig bliver til noget. På billedet er det EU's første næstformand, Frans Timmermans.
EU-Kommissionen vil have skrottet 80 lovforslag, som alligevel aldrig bliver til noget. På billedet er det EU's første næstformand, Frans Timmermans. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Et forslag om større gennemsigtighed for priser på medicin, et om fælles principper for turisme i EU, et om visse former for skat på personbiler og et andet om toldsatser på alkohol.

Det er nogle af de lovforslag, den nytiltrådte EU-Kommission mener, at der ikke længere er grund til at spilde tid på, fordi der alligevel ikke er udsigt til, at man kan nå til enighed om detaljerne.

De fire forslag er med på den liste med 80 lovforslag, som EU's første næstformand, Frans Timmermans, i næste uge formelt vil foreslå at skrotte.

Listen, som Ritzau er i besiddelse af, er vedhæftet som bilag til kommissionens arbejdsprogram, som Timmermans onsdag i næste uge formelt præsenterer for EU-Parlamentet.

Langt hovedparten af de 80 forslag på Timmermans liste, der i Bruxelles på forhånd er blevet dømt "the kill list", er lovforslag, der af den ene eller anden grund skønnes at være blevet overflødige eller overhalet af begivenhederne eller anden lovgivning.

Det gælder for eksempel en række forslag med relation til Ukraine og en række forslag, der er omfattet af en nylig mere overordnet omlægning af EU's landbrugspolitik.

Men der er også en række forslag, som kommissionen vurderer, at man alligevel ikke bliver enige om. For et par af forslagene noteres det, at de har været blokeret i forhandlinger mellem EU's medlemslandene i over 10 år.

Et par af de forslag, der på forhånd har været interesse om, ser ikke ud til at være med på listen i denne omgang.

Således lægger kommissionen ikke umiddelbart op til at skrotte det barselsdirektiv, som der bliver gjort status over torsdag ved et møde blandt EU-landenes social- og beskæftigelsesministre.

Et andet kontroversielt forslag om at tvinge banker til at udskille bankers mere risikobetonede handelsaktiviteter fra den almindelige bankvirksomhed ser heller ikke ud til at være med i denne omgang, selv om den britiske kommissær for finansiel stabilitet, Jonathan Hill, i sidste uge antydede, at det nok skulle skrottes.

Listen er kommissionens forslag, som skal diskuteres med EU-Parlamentet og medlemslandene i EU's Ministerråd.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.