Syv milliarder euro - eller godt 52 milliarder kroner - foreslår EU-Kommissionen at tage fra EU-redningsfonden, EFSM, og bruge som overgangslån til kriseramte Grækenland, indtil et nyt støtteprogram er faldet på plads.
Det fortæller kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, på et pressemøde i Bruxelles.
- I mangel på enhver anden bedre løsning, er den bedste mulighed tilbage EFSM-programmet, siger Dombrovskis.
Overgangslånet vil have en maksimal løbetid på tre måneder, og Grækenland skal betale fonden tilbage med penge fra det nye støtteprogram, fortæller Dombrovskis.
EFSM er alle 28 EU-landes redningsfond, der ikke skal forveksles med ESM, som er eurozonens redningsfond.
Flere lande er imidlertid meget imod at bruge penge fra fonden til et græsk overgangslån. Særligt Storbritannien er modstandere af forslaget, men også Sverige og Danmark har udtrykt skepsis.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde tirsdag, at han var skeptisk omkring at bruge EFSM, men at det "afhænger fuldstændig af betingelserne".
Dombrovskis påpeger, at kommissionen er klar over, at visse lande er modvillige over for at bruge redningsfonden.
- Det er ikke nogen let løsning. Vi er klar over, at der er seriøse bekymringer fra ikke-eurolande. Vi arbejder derfor på at kunne beskytte ikke-eurolande mod negative finansielle konsekvenser, hvis EFSM-lånet ikke bliver betalt tilbage, siger han.
Han understreger samtidig, at tiden er knap, da Grækenland har "presserende finansielle behov".
Mandag 20. juli skal grækerne nemlig betale 3,5 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank, ECB.
Derudover har landet to gange undladt at betale lån tilbage til Den Internationale Valutafond, IMF, som grækerne nu skylder omkring to milliarder euro.
I kommissionens forslag er en af betingelserne for et overgangslån fra fonden, at Grækenland har påbegyndt de endelige forhandlinger om et støtteprogram.
Før at det kan ske, skal det græske parlament blandt andet senest onsdag have indført en række reformer og lovændringer, hvilket også er en betingelse i forslaget.
Kommissionens forslag vil blive diskuteret af EU's finansministre senere onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Beslutninger i EFSM bliver taget med kvalificeret flertal, hvilket betyder, at 16 lande skal stemme for.
/ritzau/