EU-Kommissionen foreslår nyt europæisk antiterrorcenter
Øget samarbejde skal give EU-lande flere muskler i kampen mod terrorister og organiseret kriminalitet.
Kommissær for migration, indenrigsanliggender og borgerskab, Dimitris Avramopoulos, foreslår at etablere et ny europæisk antiterrorcenter.
Kommissær for migration, indenrigsanliggender og borgerskab, Dimitris Avramopoulos, foreslår at etablere et ny europæisk antiterrorcenter. Foto: Thierry Monasse/AP


EU-Kommissionen foreslår tirsdag som led i en ny sikkerhedsstrategi for de næste fem år blandt andet at etablere et nyt terrorbekæmpelsescenter under politisamarbejdet Europol.

Det nye center skal blandt andet støtte medlemslandene i deres indsats mod fremmedkrigere, pengestrømme til terrorister, opfordringer på internettet til terrorisme og ulovlig våbenhandel.

Det fremgår af det udspil til en ny europæisk sikkerhedsdagsorden, som kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, og kommissær for migration, indenrigsanliggender og borgerskab Dimitris Avramopoulos tirsdag præsenterer i EU-Parlamentet.

- Terrorisme, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet er komplekse sikkerhedsudfordringer i stadig udvikling, som går på tværs af europæiske grænser.

- Så det er på tide, at vi europæere samarbejder bedre og tættere for at garantere borgernes sikkerhed, udtaler kommissær Timmermans i en pressemeddelelse.

Udspillet har været planlagt længe, men har fået ny aktualitet af vinterens terroranslag i Paris og København.

Danmark står på grund af sit forbehold for samarbejde på retsområdet uden for store dele af det, kommissionen foreslår.

Hvis retsforbeholdet består uændret efter den folkeafstemning, regeringen og de EU-venlige oppositionspartier har lovet, vil Danmark som udgangspunkt heller ikke være med i det nye terrorbekæmpelsescenter.

Det beklager den radikale europaparlamentariker Morten Helveg.

- Idéen om at opbygge et europæisk anti-terror center i Europol er et stærkt tiltag - men det er kun relevant for os, hvis vi afskaffer retsforbeholdet så vi stadig kan være en del af Europol, siger Helveg i en skriftlig kommentar til Ritzau.

EU-Kommissionen vil også søge mere fælles regler for håndteringen af fremmedkrigere, tættere samarbejde mod radikalisering, måske fælles EU-lovgivning mod terroristers pengestrømme, indgreb mod ulovlig våbenhandel og samarbejde med internetudbydere for at imødegå terroristpropaganda.

Udspillet skal diskuteres på EU-topmødet i juni. Det indeholder også et løfte om, at kommissionen har bidt sig fast i forsøget på at lave den database med oplysninger om flypassagerer, som har mødt stor modstand i EU-Parlamentet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.