EU-Kommissionen er på vej med ny strategi for luftfart
Forholdene inden for europæisk luftfart - også for arbejdsgivere og arbejdstagere - skal have en overhaling.


EU-Kommissionen inviterer i næste uge til offentlig høring for at få input til, hvordan der skal komme bedre skik på forholdene inden for den pressede europæiske luftfart.

Transportkommissær Violeta Bulc siger efter et møde fredag i Bruxelles blandt EU-landenes transportministre, at arbejdsmarkedsforholdene også kommer til at spille en central rolle i det reformforslag, hun venter at præsentere inden årets udgang.

- Konkurrencen inden for luftfarten er meget udfordret i øjeblikket. Vi er nødt til at håndtere det samlet.

- Vi har at gøre med forhold, der har mange forskellige årsager. Nogle er historiske, andre skyldes den teknologiske udvikling, atter andre knytter sig til globalisering. Vi har tænkt os at tage fat på sagerne på meget ansvarlig vis, siger Bulc.

Kommissæren ønsker ikke på forhånd at forholde sig til konkrete elementer. Men hun siger inden et kort møde med den danske transportminister, Magnus Heunicke (S), at alle input er velkomne.

- Vi er lutter øren. Vi vil gerne have så mange og så gode konstruktive forslag som muligt, siger Bulc.

Heunicke har efter de seneste ugers uro omkring selskaberne SAS, Norwegian og Ryanairs flyvninger i Danmark sagt, at han ville søge at sætte spørgsmålet på EU's dagsorden.

Han medgiver efter at have drøftet emnet med flere af de øvrige EU-ministre og med transportkommissæren, at det nok ikke bliver nemt at få gennemført lige de reformer, han drømmer om for at modgå social dumping og regelshopping.

- Det er ikke lettere, end jeg havde forestillet mig. Nok måske næsten tværtimod. Men jeg arbejder videre, siger Heunicke.

Og mens den danske minister mener at kunne danne fælles front med blandt andre Holland, nævner han i den anden lejr et land som Irland, der er hjemsted for lavprisselskabet Ryanair og også er centralt placeret i Norwegians forsøg på at arbejde inden for EU.

- Min ambition er ikke at få Irland overbevist om dette her. Det er at nå et kompromis. Det er klart, Irland er på det andet hold. Det er der også andre lande, der er.

- Det er ikke nyt, at der er forskellige interesser. Men det er det helt rigtige tidspunkt at spille ind med konkrete forslag, for det er lige nu, kommissionen vil sætte det på dagsordenen, siger Heunicke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.