EU-kommissær tøver med støtte til danske svinebønder
Landbrugskommissær Phil Hogan siger, at der ikke lige nu kommer EU-støtte til privat oplagring af svinekød.
Der er ikke umiddelbart udsigt til, at EU vil være med til at oplagre svinekød fra blandt andet Danmark.
Der er ikke umiddelbart udsigt til, at EU vil være med til at oplagre svinekød fra blandt andet Danmark. Foto: www.colourbox.com/free


EU-støtten til ekstraordinær privat oplagring af svinekød, som danske svinebønder ikke kan komme af med til Rusland, lader vente på sig.

På et pressemøde i Bruxelles mandag siger landbrugskommissær Phil Hogan, at Danmark ikke vil få støtte fra EU til privat oplagring af svinekød i den nærmere fremtid.

- Jeg indikerede på ministermødet i december, at jeg ville analysere markedet for svinekød og kigge på i hvilken retning, det bevægede sig, siger han.

Ifølge kommissæren er der nu fundet andre markeder for 77 procent af de svinekødsprodukter, der blev eksporteret til Rusland, inden russerne indførte importforbud på grund af først svinepest og siden konflikten i Ukraine.

Med den positive udvikling på svinemarkedet og en aktuel tendens med stigende priser er der ifølge landbrugskommissæren lige nu ikke belæg for at give EU-støtte til privat oplagring.

- Vi vil holde øje med situationen de næste to-tre uger, og så må vi se, om forsyningssituationen har løst sig selv. Men jeg anerkender, at der er et problem, siger Hogan.

Kommissærens tøven skuffer fødevareminister Dan Jørgensen (S).

- Jeg er ikke enig med kommissæren. Og jeg vil fortsætte med at presse på og argumentere for sagen, siger han og fortsætter:

- Men vi kan ikke gøre så meget andet end at tage til efterretning, hvad der bliver sagt. Men vi vil selvfølgelig presse på så længe, vi mener, at vi har en god sag. Og det mener jeg, at vi har, siger ministeren.

Danske svinebønder og slagterier har været presset, siden Rusland i februar sidste år besvarede enkelte fund af svinepest i Polen, Litauen og Letland med et generelt forbud mod import af svinekød fra Europa.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer vurderede sidste år, at danske svineproducenter stod til at miste fire milliarder kroner i indtjening i 2014.

Danmark eksporterede sidste år 131.000 ton svinekød til Rusland til en værdi af 2,1 milliard kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.