EU-insider: EU vil give briterne kort tid til at sunde sig
EU står i sin største krise hidtil efter brexit, mener den tidligere EU-diplomat Poul Skytte Christoffersen.
David Camerons indenrigspolitik har sat EU i sin største krise hidtil. EU vil nu kærve hurtig handlen af briterne, vurderer ekspert.
David Camerons indenrigspolitik har sat EU i sin største krise hidtil. EU vil nu kærve hurtig handlen af briterne, vurderer ekspert. Foto: Philip Toscano/AP


EU står en historisk situation, der ikke er set værre efter torsdagens EU-afstemning i Storbritannien. Derfor bliver der heller ikke givet lang snor til briterne, når udmeldelsen skal forhandles formelt på plads.

Det vurderer den tidligere danske diplomat Poul Skytte Christoffersen, der med sin fortid som blandt andet dansk EU-ambassadør har været med til at forhandle Danmarks fire parallelaftaler med EU og er en af de danskere, der kender EU's forhandlingsspil bedst.

- Det er generelt den største krise, som EU har været ude for. Det er en krise, som er skabt af David Cameron som en intern polisk manøvre i Storbritannien for at skabe sammenhold i det konservative parti, som er gået så grueligt galt, siger han.

Derfor er der heller ikke politisk vilje i EU til at give briterne snor. I fremtiden må landet tage den fulde konsekvens af afstemningen, vurderer Poul Skytte Christoffersen.

- Det vil være en absurd politisk situation, hvis Storbritannien fortsætter som et fuldbyrdet medlem, længe efter at de har stemt sig ud, siger han.

Derfor er han også sikker på, at EU vil give Storbritannien meget kort tid til at starte den formelle udmeldelse, der sker med aktiveringen af artikel 50 i EU-traktaten.

- Der vil nok være en forståelse for, at når der sker et skift på premierministerposten, at man kan bede om et par måneder ekstra. Men jeg ser ikke den legale start på processen blive udskudt til mere end oktober eller november måned, siger han.

EU kan ifølge ham ikke tåle at forhale udmeldelsesprocessen, og det kan i sidste ende betyde, at Storbritannien og EU vil stå i et vakuum med mange uafklarede regelsæt, når artikel 50-processen ender, to år efter at den er igangsat.

- Når det kommer til stykket, tror jeg, artikel 50 vil sige meget lidt om de fremtidige relationer til Storbritannien. Og det er meget muligt, at det ender i den situation, at Storbritannien forlader EU, inden der er etableret et regime for en fremtidig relation, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.