EU holder fast i sin del af gasprojekt fra Rusland
EU's holdning til South Stream ændrer sig ikke, selv om Rusland har erklæret det store gasprojekt for dødt.


EU har ikke tænkt sig at stille sin forberedelse af en ny stor gasforbindelse i bero, selv om Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag tilsyneladende afblæste projektet for Ruslands vedkommende.

- Vi har noteret os den beslutning, der blev meddelt i går. Men EU's holding til South Stream ændrer sig ikke, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, tirsdag på vej ind til Nato-udenrigsministermøde i Bruxelles.

Udenrigschefen siger samtidig, at den russiske beslutning blot bestyrker Europa i de igangværende forsøg på at sikre sig, at man bliver mindre afhængig af at få leveret gas fra Rusland.

- Gårsdagens beslutning viser os, at det haster med at få sikret en spredning i både ruter og kilder for energien til Den Europæiske Union. Vi er allerede ved at arbejde med større energieffektivitet og variation af ruter og kilder, siger Mogherini.

Den russiske præsident sagde mandag på et pressemøde i Tyrkiet, at man ikke kan fortsætte South Stream-projektet, da Bulgarien blokerer for byggearbejdet.

- Idet Rusland ikke har fået tilladelse fra Bulgarien, så kan Rusland, mener vi, ikke fortsætte konstruktionen af dette projekt, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Direktøren i det russiske gasselskab Gazprom bekræftede efterfølgende, at South Stream "er lukket".

EU-Kommissionen har planlagt et møde til 9. december, der skal forsøge at løse de aktuelle problemer i Bulgarien, som efter planen skal være et vigtigt transitland for gassen fra Rusland til EU.

Bulgariens regering meldte fra i juni, efter at EU-Kommissionen konstaterede, at nogle af byggekontrakterne var lavet i strid med EU's konkurrenceregler.

Bulgariens EU-kommissær, Kristalina Georgieva, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at Rusland bruger de velkendte problemer i Bulgarien som en undskyldning som led i den aktuelle strid med Europa om Ukraine-krisen.

- Kommissionen har altid haft en klar holdning til South Stream, og byggeriet af rørledninger skal overholde EU's regler. Holdningen er klar, og den har været kendt længe, så den kan ikke begrunde denne beslutning, siger Georgieva.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.