EU garanterer forbrugerne efter angreb fra Greenpeace
Greenpeace frygter, at en frihandelsaftale med USA går ud over klima, miljø og forbrugere. Nej, lover EU.
En aktivist hænger fra en kran med et banner, der opfordrer til at stoppe TTIP, i forbindelse med en demonstration i Hanover i april mod den store frihandelsaftale mellem EU og USA.
En aktivist hænger fra en kran med et banner, der opfordrer til at stoppe TTIP, i forbindelse med en demonstration i Hanover i april mod den store frihandelsaftale mellem EU og USA. Foto: Markus Schreiber/AP


EU vil aldrig indgå nogen frihandelsaftale, hvis den sænker niveauet for beskyttelse af forbrugerne, fødevaresikkerheden eller miljøet.

Det skriver EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, mandag på en blog, efter at Greenpeace har lækket 248 siders fortrolige dokumenter fra forhandlingerne mellem EU og USA om den transatlantiske frihandelsaftale, TTIP.

- Jeg er simpelthen ikke i færd med at sænke nogle standarder, skriver Cecilia Malmström, der på EU's vegne forhandler om det, der kan blive verdens største frihandelsaftale.

Men det er netop, hvad den internationale miljøorganisation Greenpeace frygter er ved at ske, og den mener, at frihandelsaftalen udgør en "stor risiko for klima, miljø og forbrugersikkerhed".

- Offentligheden har ret til at vide, hvad der er ved at blive handlet væk i deres navn, siger Jorgi Riss, der er europæisk direktør for Greenpeace.

Ifølge Greenpeace viser de lækkede papirer også, at USA vil have EU til at fjerne sit såkaldte forsigtighedsprincip, hvor produkter, der muligvis er skadelige, forbydes.

- Det er på tide at kaste lys over disse forhandlinger. Hårdt tilkæmpede miljøfremskridt bliver sat til side bag lukkede døre, siger kampagnemedarbejder Faiza Oulahsen fra Greenpeace i Holland, der står bag TTIP-lækket.

Men EU's handelskommissær mener, at "det flyder rundt med en hel del misforståelser" efter offentliggørelsen af dokumenterne.

- De viser begge parters forhandlingsposition, intet andet, skriver Cecilia Malmström.

- Det betyder ikke, at den anden part giver efter for disse krav. Det betyder ikke, at parterne vil mødes på halvvejen, skriver hun og kalder balladen "en storm i et glas vand".

EU og USA har forhandlet om den store frihandelsaftale siden 2013. Efter planen skulle forhandlingerne have været afsluttet for længst, men målet er nu at nå til enighed inden udgangen af 2016, og dermed mens Barack Obama stadig er USA's præsident.

Tilhængerne af frihandelsaftalen siger, at den kan skabe økonomiske gevinster for omkring 100 milliarder euro (750 milliarder kroner) om året i både EU og USA.

Den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung har vurderet, at en god TTIP-aftale kan skabe 12.000-14.000 ekstra arbejdspladser i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.