EU går i krig mod dyre kreditkortgebyrer
Europæerne kan se frem til mindre gebyrforvirring for betalingskort. Parlamentet siger god for nye regler.
EU-Parlamentet har stemt ja til et forslag, der skal sætte loft på transaktionsgebyrerne på betalingskort. (Martin Lehmann/POLFOTO/arkiv)
EU-Parlamentet har stemt ja til et forslag, der skal sætte loft på transaktionsgebyrerne på betalingskort. (Martin Lehmann/POLFOTO/arkiv) Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Snart skal det være slut med de uigennemskuelige og forskellige gebyrer, når man bruger betalingskort rundt omkring i Europa.

EU-Parlamentet stemmer nemlig tirsdag ja til et forslag om at sætte loft på transaktionsgebyrerne på betalingskort.

De gebyrer har alt for længe øget omkostningerne for europæerne, lyder det fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

- Afstemningen i dag har taget os et skridt tættere på at sætte en stopper for det her.

- Det er godt for forbrugere, godt for virksomheder og godt for innovation og vækst i Europa, siger hun i en pressemeddelelse.

Helt konkret kommer der blandt andet et loft på det såkaldte interchangegebyr. Det er det gebyr, som bankerne opkræver fra hinanden som betaling for at håndtere almindelige kunders køb med kort.

Nu må gebyret ved køb med kreditkort højst være på 0,3 procent af varens pris, mens det højst må være på 0,2 procent ved køb med debetkort.

Der kommer altså til at være en harmonisering i reglerne i modsætning til nu, hvor der er stor forskel på, hvor høje gebyrer bankerne opkræver afhængigt af, om du eksempelvis bor i Spanien, Holland eller Tyskland.

Undervejs i forhandlingerne har der været frygt for, at de nye regler kunne blive Dankortets endeligt. Men det ser ikke ud til at blive situationen.

Reglerne ser derimod ifølge Ritzaus kilder ikke ud til at have den store betydning for Danmark eller til at betyde højere gebyrer for Dankortet.

Dankortet, som en stor del af danskerne bruger, er imidlertid også underlagt en anden type gebyrer.

Men i eksempelvis Polen og Ungarn kommer gebyrloftet derimod til at have stor betydning.

Her er interchangegebyrene en del højere end det kommende niveau. I Ungarn betyder det, at det kun er muligt at bruge betalingskort i omkring 30 procent af landets butikker, ifølge et memo fra kommissionen fra 2013.

Men inden ungarerne og resten af europæerne kan glæde sig over lavere gebyrer, skal forslaget også godkendes af medlemslandene. Det forventes dog at være en ren formalitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.