EU-formand: Ingen ønsker at Danmark forlader Europol
EU vil se konstruktivt på, hvad Danmark foreslår, men der er ingen garanti for succes, lyder det i Bruxelles.
Justitsminister Søren Pind orienterede fredag sine EU-kolleger om resultatet af den
Justitsminister Søren Pind orienterede fredag sine EU-kolleger om resultatet af den Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Der er ingen, der ønsker, at Danmark ryger ud af det europæiske politisamarbejde i Europol efter det danske nej ved torsdagens folkeafstemning.

Det siger vicepremierminister Étienne Schneider fra det luxembourgske EU-formandskab fredag under et justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles.

Schneider, der også er minister for indenrigssikkerhed, siger, at EU-landene på mødet har diskuteret resultatet af den danske folkeafstemning, efter at justitsminister Søren Pind (V) har orienteret om udfaldet.

- Vi må håndtere situationen, og jeg er sikker på, at vi finder måder, vi kan samarbejde på i respekt for det danske folks beslutning, siger Étienne Schneider til Ritzau.

- Ingen ønsker, at Danmark forlader Europol, siger han.

Holland overtager 1. januar EU-formandskabet efter Luxembourg, og en talsmand for det kommende hollandske EU-formandskab siger, at alle nu venter på, hvad den danske regering foreslår af løsninger.

- Når det lander på bordet i Bruxelles, vil vi se konstruktivt på det sammen med alle de andre lande, siger den hollandske talsmand.

- Der er ingen garanti for succes, men vi vil behandle det meget konstruktivt, som vi gør med alle sager hver eneste dag, siger han.

Danmark risikerer at ryge ud af Europol i foråret 2017, når samarbejdet skifter til et nyt retligt grundlag, med mindre Danmark får forhandlet en særaftale på plads inden da.

EU-Kommissionen, som i sidste ende skal udarbejde selve forslaget om en mulig dansk parallelaftale om Europol, har ifølge Søren Pind signaleret, at det bliver "overordentlig vanskeligt" at finde en løsning.

EU-kommissæren for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, siger, at "vi respekterer det danske folks demokratiske beslutning".

- Men på den anden side er Danmark medlem af den europæiske familie - politisk, historisk, kulturelt og institutionelt, siger Avramopoulos, da Ritzau spørger ham, om han er positiv over for en aftale, der sikrer Danmarks plads i Europol.

- Vi skal tale med Danmark om, hvordan vi kommer videre herfra, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.