EU enig om klimamål for det globale topmøde i Paris
Trods modstand i det kulafhængige Polen er EU enig om at halvere CO2-udledningerne i 2050 i forhold til 1990.
Klimaaktivister arrangerede tovtrækning mellem forurenende brændstoffer og vedvarende energikilder uden for den bygning i Bruxelles, hvor EU's miljøministre fredag mødtes.
Klimaaktivister arrangerede tovtrækning mellem forurenende brændstoffer og vedvarende energikilder uden for den bygning i Bruxelles, hvor EU's miljøministre fredag mødtes. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


EU-landene møder frem til FN's klimatopmøde i Paris med det, de selv kalder nogle af verdens mest ambitiøse mål for en global klimaaftale.

På et klima- og miljøministermøde fredag i Bruxelles er alle 28 EU-lande blevet enige om et mandat, der fastholder EU's ambition om at nedbringe sine CO2-udledninger med 40 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Målet er, at udledningerne skal toppe senest i 2020, hvorefter der i 2050 skal være kappet 50 procent af udledningerne i forhold til 1990.

Netop målet om reduktionen i 2050 var der størst tvivl om på mødet. Det kulafhængige Polen har haft store betænkeligheder ved at forpligte sig til en halvering i 2050, fordi det vil koste mange penge at leve op til det.

Det langsigtede mål er samtidig, at EU i år 2100 slet ikke har nogle CO2-udledninger.

- Vi er klar til at indgå en ambitiøs, omfattende og bindende global klimaaftale, og vi går efter intet mindre, siger EU's klimakommissær, Miguel Arias Canate, der bliver EU's forhandlingsleder på klimatopmødet i Paris.

Klimakommissæren siger, at EU bakker op om FN's mål om at holde den globale temperaturstigning på højst to grader i forhold til tiden før industrialiseringen for at forhindre tørke, oversvømmelser og højere vandstande.

Hvert femte år skal der følges op på, om landene når de mål, der bliver sat i en ny klimaaftale, så dem, der træder ved siden af, kan komme tilbage på sporet.

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) siger, at "det er en god dag for klimaet" og "et rigtig flot udgangspunkt" for forhandlingerne i Paris.

- EU kan gå ind i forhandlingerne med rank ryg. Vi kommer med de mest ambitiøse klimamål, og EU bliver med sine målsætninger et foregangseksempel for andre, siger Lars Christian Lilleholt.

Han glæder sig også over, at EU har sat nogle realistiske mål, som der er mulighed for også at samle andre dele af verden om.

- Det nytter jo ikke at sætte målsætninger op frem mod 2050, som ingen eller kun få kan indfri, siger han.

FN's klimatopmøde bliver holdt i Paris, hvor forhandlingerne starter 30. november og ventes at slutte 11. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.