EU-eksperten: Derfor skal du stemme ja
Er du stadig i tvivl om, hvordan krydset skal sættes til afstemningen om EU-retsforbeholdene? Avisen.dk har spurgt to ja-sigere og to nej-sigere, om hvorfor de mener, at du skal stemme som dem.
EU-ekspert Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet giver sit bud på, hvorfor du skal stemme ja.
EU-ekspert Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet giver sit bud på, hvorfor du skal stemme ja. Arkiv/Scanpix


EU-ekspert Marlene Wind fra Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, mener ikke, at et ja til tilvalgsordningen og de medfølgende 22 retsakter vil gøre den store forskel.

- Jeg kan ikke umiddelbart se, at der skulle være noget problem, når vi med tilvalgsordningen kan vælge fra gang til gang, hvad vi vil være med i. For så vil det jo være op til et politisk flertal, der er repræsenteret af vælgerne, hvad der vil være godt eller skidt for Danmark at være med i, siger hun til Avisen.dk.

- Og netop den stopklods der er i modellen for tilvalgsordningen, er jo med til at sikre, at vi kan vælge fra sag til sag hvad, vi ønsker og ikke ønsker at gå med i.

Men hvad med de mange udleveringssager, der er eskaleret med EU’s terrorlovgivning og den såkaldte arrestordre?

- Danmark er allerede en del af arrestordren, så jeg mener ikke det vil gøre den store forskel ved et ja eller et nej til tilvalgsordningen. Det er allerede i dag sådan, at hvis man begår en kriminel handling i et andet EU-land, så er det det andet EU-land, der skal dømme dig og dette lands regler, som bliver fulgt. Det er det den europæiske arrestordre går ud på, og det er der intet som helst, der bliver ændret ved et ja eller nej på torsdag, forklarer hun over for Avisen.dk.

Artiklen er leveret med støtte fra Europa-Nævnet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.