En række sager i landsretten og Højesteret står til at ændre retspraksis på centrale dele af det danske arbejdsmarked, skriver Finans.
Blandt andet er funktionærlovens bestemmelser om fyring af medarbejdere, aldersdiskriminering og retten til fratrædelsesordninger under forandring. Den stigende usikkerhed om lovgivningen får nu Dansk Erhverv, DI og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til at kræve mere gennemsigtighed.
- Vi kan ikke indgå aftaler, hvis vi ikke ved, hvad der gælder. Hele den danske model på arbejdsmarkedet er truet, siger Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i DA.
En dansk købmand blev i sommer i Østre Landsret pålagt at betale næsten 500.000 kr. til en medarbejder, der blev fyret i 2009, efter at en EU-dom sidste år ændrede dansk praksis på området.
I fagforeningen HK forstår man dog ikke, hvorfor arbejdsgiverne føler sig taget på sengen.
- De seneste 12 år har både DI, DA og HK været opmærksomme på, at der var særlige omstændigheder på vej fra EU, siger Jeanette Hahnemann, souschef i HK"s juridiske afdeling.