EU-dom: OK at fængsle udviste der ulovligt kommer retur
Italien må godt idømme en udvist udlænding, der ulovligt er vendt tilbage, en fængselsstraf, siger EU-domstol
Italien må godt sende en udvist udlænding, der ulovligt er kommet tilbage igen, i fængsel, fastslår EU-Domstolen.
Italien må godt sende en udvist udlænding, der ulovligt er kommet tilbage igen, i fængsel, fastslår EU-Domstolen. Foto: DAVID ADEMAS/PHOTOPQR/OUEST FRANCE


Et EU-land kan godt vedtage national lovgivning med mulighed for at fængsle en udlænding, der er vendt ulovligt tilbage efter at være blevet udvist til sit hjemland uden for EU.

Det fastslår EU-Domstolen torsdag i en dom om en albansk statsborger, der i 2012 blev udvist fra Italien til Albanien og samtidig fik tre års forbud mod at sætte sine fødder på italiensk jord.

En anklager har ved retten i Firenze talt for otte måneders fængsel til albaneren, der hurtigt vendte ulovligt tilbage til Italien trods udvisning og indrejseforbud.

Ifølge italiensk lovgivning kan en såkaldt tredjelandsstatsborger, der kommer fra et land uden for EU, idømmes fængsel i op til fire år for at forbryde sig mod et indrejseforbud.

Den italienske domstol har herefter spurgt EU-Domstolen, om sådan en straf er i strid med EU's tilbagesendelsesdirektiv, der fastlægger fælles EU-regler for hjemsendelse af statsborgere til lande uden for EU.

Men det er ikke i strid med EU-reglerne, lyder det nu fra domstolen.

EU-Domstolen understreger, at fælles hjemsendelsesregler er en integreret del af EU's immigrationspolitik for at forhindre og bekæmpe illegal immigration.

Men tilbagesendelsesdirektivet udelukker ikke, at medlemslandene samtidig indfører deres egne nationale strafferetlige regler, hvis ellers grundlæggende rettigheder og FN's flygtningekonvention bliver opholdt.

En EU-dom fastslog allerede i 2011, at et EU-land godt kan idømme en udvist udlænding strafferetslige sanktioner, hvis vedkommende efter sin udvisning fortsat opholder sig illegalt i landet uden nogen god grund.

Nu fastslår domstolen så, at det samme gælder, hvis den udviste vender ulovligt tilbage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.