EU: Cuba og USA-muren er ved at vælte
Den cubanske regerings reaktion på Obamas udmelding giver håb om reelle forandringer, siger EU's udenrigschef.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, ser forsoning mellem USA og Cuba som første skridt til at nedbryde endnu en politisk mur. Arkivfoto
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, ser forsoning mellem USA og Cuba som første skridt til at nedbryde endnu en politisk mur. Arkivfoto Foto: Efrem Lukatsky/AP


USA's præsident, Barack Obamas, overraskende initiativ sammen med den cubanske præsident, Raul Castro, om at afslutte et halvt århundreds "kold krig" mellem USA og Cuba er et historisk vendepunkt.

Det siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, i en kommentar til onsdagens meldinger fra Washington og Havana.

- I dag er en anden mur begyndt at vælte, siger Mogherini i en sammenligning med Berlinmurens fald for 25 år siden.

Obamas udmelding "er et varsel om en længe ventet ændring i de iturevne relationer mellem den caribiske østat og dets nordamerikanske nabo", tilføjer hun.

EU's udenrigschef er også opmuntret af reaktionerne fra Cuba og dets leder, Raul Castro, på udspillet fra Det Hvide Hus.

- Den umiddelbare reaktion fra den cubanske regering til disse initiativer gør os alle optimistiske med hensyn til en reel forandring. Vi håber og forventer, at det vil åbne vejen til en fuldstændig genoptagelse af forholdet mellem USA og Cuba, udtaler Mogherini.

De diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba blev afbrudt i 1961. Allerede året før havde USA stoppet al handel mellem landene.

Embargoen er aldrig blevet fjernet, og amerikanere har i årtier haft forbud mod at rejse til øen som turister eller bare nyde en cubansk cigar.

Mens der fra Cuba er meldinger om glæde og fest i gaderne efter Obamas udmelding, så er stemningen helt anderledes i Miami, hvor der bor over en million mennesker med cubanske rødder.

- Det er et forræderi. Forhandlinger (mellem de to lande, red.) vil kun gavne Cuba, siger Carlos Munoz Fontanil til nyhedsbureauet AFP.

Han tilhører den store gruppe af landsmænd, som i årtier har drømt om, at Castro-brødrene ville miste kontrollen over Cuba.

Fontanil advarer om, at USA "marcherer mod en katastrofe. Landet går mod venstre".

Felix Tirse, der forlod Cuba for 53 år siden, er lige så oprørt. Han mener, at Obamas udmelding er udtryk for "mangel på respekt".

- Han er mere kommunistisk end alle de andre, siger Tirse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.