EU-chef: Knald eller fald-topmøde om Camerons EU-reform
Jean-Claude Juncker, EU-Kommissionens formand, tror på en aftale om de britiske EU-reformer under topmødet.
EU-præsidenten, Donald Tusk, siger at det er et knald eller fald-topmøde, der torsdag går i gang i Bruxelles om de britiske krav om reformer af EU-samarbejdet.
EU-præsidenten, Donald Tusk, siger at det er et knald eller fald-topmøde, der torsdag går i gang i Bruxelles om de britiske krav om reformer af EU-samarbejdet. Foto: Francois Walschaerts/AP


Det er et knald eller fald-topmøde, når EU's stats- og regeringschefer torsdag samles for at finde en løsning på de britiske krav om reformer af EU-samarbejdet.

Sådan lyder advarslen fra EU-præsidenten, Donald Tusk, inden topmødet torsdag eftermiddag går i gang i Bruxelles.

- Vi er stadig midt i meget vanskelige forhandlinger om det britiske spørgsmål, siger Donald Tusk.

- Én ting står dog klart for mig: Dette er et knald eller fald-topmøde. Det er jeg ikke i tvivl om, siger Donald Tusk i en kort udtalelse.

Hvis det lykkes for EU-lederne at blive enige om en aftale, vil den britiske premierminister, David Cameron, tage hjem og udskrive folkeafstemning om ja eller nej til at blive i EU. Folkeafstemningen ventes afholdt torsdag 23. juni.

Donald Tusk advarede onsdag i sin topmødeinvitation til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige EU-ledere om, at det ikke er sikkert, at det lykkes topmødet at finde en løsning.

- Jeg må sige det lige ud: Der er stadig ikke nogen garanti for, at vi når til enighed om en aftale, skrev Donald Tusk onsdag i sin invitation til topmødet.

- Vi er uenige om nogle politiske emner, og jeg er fuldt ud klar over, at det vil blive svært at komme overens. Derfor opfordrer jeg jer til at forblive konstruktive, skrev han.

Camerons reformpakke handler både om at begrænse velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, undgå diskrimination mod lande uden for euroen, gøre EU-landene mere konkurrencedygtige og blandt andet få en britisk undtagelse for EU's traktatfæstede ambition om løbende at udvikle en stadig tættere union.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, var tidligere torsdag næsten lige så kortfattet, da han udtrykte tillid til, at topmødet vil nå frem til en aftale om de britiske EU-reformer.

- Jeg tror på, at vi vil få en aftale på EU-topmødet, sagde Juncker og tilføjede, at der stadig var problemer, der skulle løses.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.