EU-borgere kan miste stemmeret - men ikke for evigt
EU-Domstolens rådgiver siger, at EU-borgere skal kunne få sagen revurderet, hvis de har mistet stemmeretten.


EU's medlemslande må godt have love, der fratager en bestemt gruppe borgere deres stemmeret og retten til at stille op som kandidater.

Men EU-borgere må aldrig kunne miste deres demokratiske rettigheder for evigt, og de skal have rimelige muligheder for at få en så vidtgående beslutning revurderet.

Sådan foreslår EU-Domstolens generaladvokat, at domstolens endelige afgørelse bør lyde i en sag fra Frankrig, hvor en dømt morder har mistet sin stemmeret på ubestemt tid.

I generaladvokatens indstilling til EU-Domstolen står der, at det ikke er i strid med EU's charter for grundlæggende rettigheder, at nogen kan miste stemmeretten, så længe der ikke er tale om en "generel, tidsubestemt og automatisk fratagelse af retten til at stemme og stille op som kandidat uden en tilstrækkeligt tilgængelig mulighed for revurdering".

Generaladvokatens indstilling, der bliver fulgt af EU-Domstolen i langt de fleste tilfælde, forholder sig dog ikke til, om Frankrig så har gjort noget forkert.

Det må Frankrig nu selv undersøge, når den endelige afgørelse senere falder ved EU-Domstolen.

Franskmanden, der blev dømt for mord i 1988, blev derefter automatisk frataget en stribe rettigheder på livstid, herunder retten til at stemme og stille op som kandidat.

Efter en fransk lovreform i 1994 blev fratagelsen opretholdt med den begrundelse, at beslutningen var truffet, inden den nye reform trådte i kraft.

Den dømte franskmand mener, at hans grundlæggende rettigheder er blevet overtrådt, og han argumenterer desuden med, at han bliver forskelsbehandlet i forhold til andre EU-borgere, når han også for evigt har mistet retten til at stemme ved valg til Europaparlamentet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.