EU's udenrigschef, Federica Mogherini, advarer igen mod enhver handling, der kan underminere en fremtidig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.
Det siger hun tirsdag efter et møde i Bruxelles med USA's udenrigsminister, Rex Tillerson.
- Gennem forhandlinger må der findes en vej for at løse Jerusalems status som fremtidens hovedstad for begge lande. Så begge parters forhåbninger kan opfyldes, siger hun.
USA's præsident, Donald Trump, overvejer i øjeblikket, om han vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
Trump overvejer også, om USA's ambassade i Israel skal flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem.
Internationale ledere på stribe har advaret Trump.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har advaret om alvorlige konsekvenser for fredsprocessen, hvis Jerusalem anerkendes som Israels hovedstad.
Mogherini siger, at EU støtter "en meningsfuld fredsproces" hen mod en løsning med to stater.
- Vi mener, at enhver handling, der vil underminere den indsats, absolut må undgås, siger hun.
Mogherini opfordrer også USA til at blive ved med at bakke op om atomaftalen med Iran.
Rex Tillerson siger, at det gælder om at føre atomaftalen med Iran ud i livet og få Iran til at overholde betingelserne i aftalen.
Men samtidig vil Tillerson have gjort det klart for Iran, at de skal stoppe deres "destabiliserende aktiviteter i regionen".
Han peger på iransk indblanding i Yemen, Syrien og støtten til Hizbollah.
- Disse aktiviteter fra Iran kan ikke blive ved med at blive ignoreret og kan ikke fortsætte ubesvaret, siger Tillerson.
Han siger, at USA vil sørge for, at Iran forstår, at det er uacceptabelt.
- Vi ser frem til også at arbejde sammen med vores europæiske partnere om det, siger Tillerson på et fælles pressemøde med Mogherini.
- Det er en trussel mod mange af vores fælles værdier, siger han.
Rex Tillerson skulle efter mødet med Mogherini spise frokost med EU's udenrigsministre.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger bagefter, at det var et "rigtig godt møde".
- Tillerson er meget direkte. Også i sine svar. Og det er enormt konstruktivt i forhold til at forstå, hvad der bevæger sig i USA, siger Samuelsen.
Han siger, at i modsætning til, hvad mange i Europa havde frygtet, er USA stadig engageret mange steder i verden.
- De er hårde i forhold til Rusland. De er engagerede i forhold til Syrien og kampen mod Isil, siger Samuelsen og bruger en anden betegnelse for Islamisk Stat.
- Det er grundlæggende positivt, siger han.
/ritzau/